AJO koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Aarhus Jazz Orchestra stikker de blankpolerede messinghorn ned i et virvar af sitrende strøm, elektroniske komponenter og ledninger i alle farver, når det bevæger sig ind i en ny verden inspireret af den legendariske tyske gruppe Kraftwerk.

… Læs mere

 

Aarhus Jazz Orchestra stikker de blankpolerede messinghorn ned i et virvar af sitrende strøm, elektroniske komponenter og ledninger i alle farver, når det bevæger sig ind i en ny verden inspireret af den legendariske tyske gruppe Kraftwerk.

Med hits som Autobahn, Tour de France, The Model og The Robots har Kraftwerk siden 70’erne haft en enestående position som stilskaber indenfor den elektroniske musik, og denne musik kaster Aarhus Jazz Orchestra sig nu over – med hjælp fra trommeslageren Emil de Waal, de to elektroniske musikere Rumpistol & Spejderrobot samt pianisten Simon Toldam – og tilsætter yderligere 13 blæsere!

Koncerterne er opvarmning til, at bandet sidst på ugen går i studiet og indspiller musikken.

Emil de Waal ser frem til projektet med stor glæde og ærefrygt:
”Kraftwerks Musik er stilskabende, banebrydende og monumental og derfor også frygtindgydende at prøve kræfter med! Men vi vover at kaste os ud i det, fordi vi mener, at netop denne konstellation kan tilføre Kraftwerks musik et nyt og alternativt liv, som kan pege fremad for både jazzen, den elektroniske musik og de grænseløse samarbejder indenfor kunsten.”

Projektet så først gang dagens lys under SPOT festivalen 2014, og her skrev Gaffa’s anmelder: Aarhus Jazz Orchestra var et perfekt match til Kraftwerks kompositioner. Den kolde, rå hal udgjorde den vante, skrabede og industrialiserede ramme, mens blæserne og pianisten tilførte en organisk varme til lydbilledet. En varme, der i den grad smittede af i den dansende sal.

Der har været stor fornyet interesse for Kraftwerks musik de seneste år. Gruppens banebrydende lyd bliver tilsyneladende ved med at inspirere nye generationer af musikere. I 2013 rundede Kraftwerk Roskilde Festival af med en majestætisk koncert. Året efter modtog Ralf Hütter og Florian Schneider en Grammy Lifetime Achievement Award for deres musik. Og i år gæstede de DR Koncerthuset med hele otte unikke og meget roste koncerter. Timingen er altså intet mindre end fremragende, når Aarhus Jazz Orchestra giver deres personlige bud på, hvordan en bigband-version af Kraftwerks kan lyde.

Emil de Waal er trommeslager, komponist og kapelmester og har siden 2004 udgivet en række internationalt kritikerroste albums. Særligt to anmeldelser i britiske ‘The Wire’ har skudt turnévirksomhed for hans projekter igang i både Europa, Kina og USA. Her har han arbejdet sammen med internationalt respekterede og stærkt forskelligartede navne som Wayne Horvitz, Andy Green (Velvet Underground, John Cale), Kato Hideki og Hanggai.

Spejderrobot (aka Michael Elkjær) er laptopmusiker og producer og har udgivet to roste soloalbums siden sin debut i 2008. Albummet ‘Falder baglæns ind i igår’ var på flere mediers liste over de fem bedste udgivelser i udgivelsesåret. Spejderrobot står desuden bag en lang række remixes – blandt andet for det amerikanske rockband Mercury Rev.

Rumpistol er et dansk enmandsband ved Jens Berents Christiansen, som producerer elektronisk musik i electronica-genren med inspiration fra ambient, dub, idm, techno og dubstep. Han blev i 2011 præmieret af Statens Kunstfond for årets bedste rytmiske udgivelse. Rumpistol har bl.a. udgivet på eget pladeselskab Rump Recordings samt på tyske Project: Mooncircle.

Simon Toldam er en af Skandinaviens mest spændende og anerkendte pianister og komponister fra den nuværende generation. Han vandt Danish Music Award i 2006 med det skandinaviske orkester “Sekten”, og i 2007 vandt han 2 priser. En for sit orkester “Simon Toldam & Prügelknabe”, og en som “Rising Star” af den danske musikscene. Han blev udnævnt til “officiel komponist” af Copenhagen Jazz Festival 2007 med kompositionen “Uniform” for fire basklarinetter, trommer og klaver.

Aarhus Jazz Orchestra regnes for et af Europas førende, professionelle bigbands, og er med støtte fra Statens Kunstfond og Aarhus Kommune det eneste rytmiske basisensemble i Danmark.

Aarhus Jazz Orchestra spiller omkring 70 koncerter om året, og gennem tiden har det samarbejdet med et hav af store solister. De senere år har blandt andet budt på turné i USA med den amerikanske Grammy-vindende jazz-sanger, Kurt Elling, fantastiske koncerter med guitar-ikonet, John Scofield, det nykomponerede ‘iRequiem’ i en fyldt Aarhus Domkirke og Weather Report & Steps Ahead Tribute med Peter Erskine bag trommerne.

I Aarhus Jazz Orchestra sidder nogle af Danmarks bedste jazzmusikere – flere af dem solister i international klasse.

Links
Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside
Aarhus Jazz Orchestra på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.