Burnin Red Ivanhoe koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

8. marts: Vi har fanget Karsten Vogel fra bandet til en kort snak om koncerten – læs mini-interviewet længere nede.

I mere end 45 år har Burnin Red Ivanhoe været et fast begreb i dansk musik. Altid genkendelig, altid udtryk for en bestemt måde at gå til musikken på, en unik lyd, en særlig holdning til det at spille musik for publikum. I begyndelsen hed det syrerock. I dag er det en del af kulturarven.

… Læs mere

 

I årenes løb har Burnin Red Ivanhoe stået på scenen mere end 1.000 gange. Udover i Skandinavien har de været i UK, Tyskland, Frankrig og Indien. De har spillet koncerter og været på koncert turneer med blandt andre Uriah Heep, Incredible Stringband, Jimi Hendrix og Black Sabbath. De har desuden medvirket i mange radio- og tv-programmer foruden i flere film. Ud over et større antal piratudgivelser og opsamlingsplader har de indspillet og udsendt 11 albums, hvoraf flere indgår i enhver rockentusiasts grundsamling. Debutalbummet ”M144” har således status som ét af nyere danske musiks betydeligste udgivelser.

Kim Menzer og Karsten Vogel er som altid i front med både vokal og mange instrumenter. Med det faste hold Assi Roar på bas og Klaus Menzer bag trommerne er én af landets stærkeste rytmegrupper på plads, og med Jens Runge som guitarist og sanger er der sikkerhed for et nyt og meget energisk Burnin, men også et Burnin der bygger på sine egne traditioner og hele musikalske væremåde. Lone Selmer, der som det nu sjette medlem både spiller keyboard og lægger vokalstemmer på, giver fylde og nye muligheder både i de musikalske arrangementer og i et til stadighed overraskende sceneshow.

Med sange som ”Ivanhoe i Brøndbyerne”, ”Tingel-tangel manden” og ”Gong-Gong, the Elephant Song” på programmet spiller Burnin Red Ivanhoe sig lige ind i tre danske generationers musikalske hjerter. Fælles for alle Burnin-job er ud over en klassisk række sange stor spilleglæde, musikalsk slagkraft, opfindsomhed, mærkelige instrumenter og et uberegneligt sceneshow. Oplevelsen af at være der selv. Den ægte vare.

Mini-interview med Karsten Vogel
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Vild musik, uventet opførsel og gode historier.”

Hvad har I med af merch?
“Alle vores udgivelser er udsolgt. Men til sommer kommer ”M 144” i super-genudgivelse på vinyl og tysk forlag.”

Hvilket er jeres favoritnummer at fremføre live?
“Næsten alle sammen – “Tingel-Tangelmanden”, “Kaj”, “Medardus”, “Indre Landskab”, “Ridder Rød”, “Gong Gong”. Og så flere fra vores seneste CD, den i udlandet meget roste ”BRI”: “Tiden Om Tiden”, “Sig Det” og den med omkvædet, vi – måske – alle kan sige ja til: “Alting Var Bedre I De Gode Gamle Dage”.”

Hvad er det bedste ved at være på turné?
“At man snart skal hjem.”

Hvad er det bedste ved at vende hjem fra en veloverstået turné?
“At man snart skal af sted igen.”

Hvordan er jeres forhold til Aarhus?
“Elskede – vi ses alt for lidt.”

Links
Burnin Red Ivanhoes hjemmeside
Burnin Red Ivanhoe på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

2 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.

  1. henrik fabricius

    Burning.....

    Var til deres koncert i horsens – for et år siden – mageløs og underholdende koncert med vogel i storform – kan varmt anbefales

  2. Frode

    Rock

    Et af Danmarks bedste live-rock bands.