• CODY koncert Atlas Aarhus
  • Cisser koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

27. april: Vi har fanget Kaspar Kaae fra CODY til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

CODY har kigget dybt i skuffen og fundet numre, som ikke er blevet spillet live i lang tid. Det er interessante og stærke numre, som af én eller anden grund har krævet noget ekstra omsorg og opmærksomhed, før de skulle opføres live. Nu har CODY gjort sig ekstra umage og gjort klar til at spille disse lidt forsømte sange live.

… Læs mere

 

CODYs fire medlemmer kender efterhånden hinanden så godt, at de godt tør eksperimentere med deres numre. Publikum kan altså forvente nye versioner af sange, som de ikke har hørt til en CODY-koncert i lang tid.

Koncerterne på CODYs forårs-turné 2017 kommer til at indeholde numre fra ALLE bandets udgivelser. Fra den første EP til den seneste udgivelse “I’ll Ride With You”.

Selvom CODY kaster sig over nye fortolkninger af deres bagkatalog, kan publikum stadig forvente stærke melodier og et band, der mestrer klang og timing. CODY arbejder med et tekstunivers, der har ærlige, hudløse billeder og social bevidsthed. CODY er et fintunet, lydhørt band, der har dit hjerte i et fast greb!

CODY udgav i april 2016 albumet “I’ll Ride With You”, der er bandets sjette udgivelse. I julen 2016 var CODY aktuelle med deres første julesingle. Nummeret “It’s Christmas” roterede flittigt på både DR P4 og streamingservices.

Interview med Kaspar Kaae
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“De kære folk i og omkring Aarhus kan forvente at se et band, som har skrevet og spillet sammen de sidste 10 år. Vi kommer til at spille numre fra vores bagkatalog, som vi har forsømt og ikke givet den luft, som de fortjente. Vi har virkelig lært hinanden godt at kende som musikere og mennesker gennem tiden, og det er mit indtryk, at det tydeligt ses, når vi spiller.”

Hvad har I med af merch?
“Vi har taget de vinyler og t-shirts med, som vi har tilbage. Derudover har vi også en specialbrygget øl fra Ølsnedkeren til CODY med, som folk kan købe og så en ekstra lille overraskelse, men den fortæller jeg mere om, når vi rammer smilets by.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Vi spiller et nummer fra vores plade “Fractures”, som hedder “Rocky Mountains”, som vi kun har spillet én gang før, hvor vi havde et symfoniorkester i ryggen. Jeg ved ikke, om det er fordi, det ligger godt i sættet, men jeg bliver virkelig skudt i gang, når vi når der til.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Det er gået så godt og hyggeligt. Vi har talt meget om, hvor privilegerede, vi er, sådan at blive med med at kunne tage rundt i landet og spille. Det har føltes bedre end nogensinde før.”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger?
“Mine bandkollegaer? Hmm, jeg vil nok mest af alt beskrive dem som mine allerbedste venner. Vores arbejdstider og løn er så dårlig, at jeg nærmest ikke tror, vi kunne gøre det, hvis vi blot var kolleger. Selvom CODY er mit projekt, har de alle været med til at forme og skabe det gennem det sidste årti, og det tror jeg kræver mere end blot faglighed.”

Hvad er dit forhold til aftenens support, Cisser?
“Cisser er sygt nice og sjov. Vi kan virkelig godt lide at have hende med, og hun hænger ud med os, så meget som hun kan. Det var et godt valg at tage hende med.”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit yndlings – og hvorfor?
“Hmm, jeg synes, det er et meget svært spørgsmål. Men jeg vil sige, at et band som danske Luster virkelig er en fornøjelse at lytte til og se på.”

Hvad er jeres planer for sommeren og efteråret?
“Jeg tror, vi alle sammen skal lave så lidt så muligt. Vi har alle travlt med andre projekter hele tiden, så der er ikke noget CODY-sommer, men mere bare sommer ad hoc, tror jeg. Jeg skal arbejde på nogle filmprojekter, hvor jeg skal være komponist, og det glæder jeg mig rigtig meget til.”

Cisser
Med en debut-EP på trapperne og en lang række koncerter bag sig er Cisser en ung musiker i rivende udvikling båret frem af en nysgerrighed på scenen og en lyst til at udforske folk-genren.

I 2016 gik Cisser sammen med musikerne Mads Mouritz og Oliver Hoiness (Årets Musiker 2016) om at producere hendes nye sange, som de indspillede på Olivers gamle spolebåndoptager. Sangene kredser om de store spørgsmål og de små fortællinger, som Cisser kombinerer med sit enkle, akustiske guitarspil, sin brasiliansk-inspirerede melodiføring og sin indlevende vokal. Båndvarmen, atmosfærisk keyboardspil, en trommemaskine og den stille støj fra to af den danske musikundergrunds mest markante personligheder gør Cissers kommende udgivelse til en helt særlig, ny flirt med dansk folkmusik.

På kort tid har Cisser markeret sig som en overraskende musikalsk profil som blandt andre Kenneth Bager på P6 fandt interesse for sidste forår og citerede med “en utrolig lækker og nærværende vokal” i “Bagerens Beatbox”. Cisser har i det forgangne år spillet på Uhørt Festival i København, Understrøm Festivalen i Aarhus, Sankt Pauli Folk Festival i Hamborg samt spillet opvarmningskoncerter for musikere som Katinka, Annika Aakjær og Christian Hjelm.

Denne aften opleves Cisser alene på scenen, hvor hun spiller sine sange på blandt andet forstærket violin, på stol, a cappella eller akkompagneret af et fløjtende publikum.

Links
CODY på Facebook
Cisser på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.