De Efterladte koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

28. februar: Vi har fanget De Efterladte-sanger/sangskriver Peter H. Olesen til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

De Efterladte, som udsendte deres tredje album “Adjø Tristesse” i september 2016, tager nu igen af sted for at spille nye og ældre sange foran publikum og turnerer denne gang som trio.

… Læs mere

 

Klaus Lynggaard skrev i Information at “De Efterladte brillerer med deres tredje LP, karrierens bedste og en af årets fineste og mest poetisk prægnante dansksprogede udgivelser”, mens Gaffa gav fem ud af seks stjerner, og Berlingske og GF Rock begge gav fire ud af seks stjerner.

Også De Efterladtes koncerter i efteråret 2016 er blevet godt modtaget. Gaffa gav fem ud seks stjerner for De Efterladtes koncert på Radar i Aarhus, og det samme gjorde GF Rock.

“Adjø Tristesse” er et overvejende lyst og afklaret album, både musikalsk og i teksterne, som uden at glemme alvoren besynger glæden og livet.

Det er en art analog elektroakustisk kammermusik. En stemningsmusik, som arbejder på at indfange lytteren med små, diskrete virkemidler.

De Efterladte er Michael Lund (musiker og komponist) og Peter H. Olesen (vokalist og sangskriver). De mødte hinanden for snart 20 år siden i Olesen-Olesen, og efter at denne duo stoppede med at spille i 2007, fortsatte de to samarbejdet. I første omgang ved små og ofte private koncerter, men efterhånden begyndte ideen om en ny duo med nyskrevne sange at samle sig, og i 2011 udkom debutalbummet “Traditionen Utro”, og i 2013 udsendtes “Alvorsord Og Etagevask”.

På den lille turné i marts bliver De Efterladte akkompagneret af deres gamle ven og kollega, musikeren og produceren Boi Holm.

Interview med Peter H. Olesen
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“En poetisk, lavmælt og højstemt – og måske ligefrem kammermusikalsk – koncert, kun afbrudt af en idiot – mig – som forsøger at sige noget afvæbnende sjovt og selvironisk mellem numrene.”

Hvad har I med af merch?
“Vi har vores seneste album med, både som LP og CD. Og mine to seneste digtsamlinger. Grundlæggende gør vi os nok mere i musik end merchandise. Det er måske en fejl…”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Vi er blevet stadig bedre. Måske kulminerer det hele på Atlas!”

Hvordan vil du beskrive jeres seneste album, “Adjø Tristesse”?
“Vi er selv ret glade for vores seneste album. Det lyder ikke rigtigt som så meget andet derude. Der er er en god sammenhæng mellem teksterne, melodierne og lyden. Det er et grundlæggende opløftende, åbent og poetisk album. Det har sit eget analoge åndedræt.”

Hvad er dine/jeres planer for foråret og sommeren?
“Vi spiller et par håndfulde koncerter, og derefter handler det om at skrive nye sange til det, der skal blive vores fjerde album. Jeg har allerede skrevet en del af teksterne, og nu venter jeg spændt på, at min makker Michael får skrevet nogle melodier. Selv tager jeg i april en tur langs the Blues Highway – også kendt som Highway 61 – fra New Orleans op til Memphis. Det ser jeg frem til!”

Links
De Efterladtes hjemmeside
De Efterladte på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.