• Carsten Dahl Experience koncert Atlas Aarhus
  • Kasper Staub koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Denne aften byder på klaver-unikummet Carsten Dahl flankeret af tre fremragende musikere og Kasper Staub, som vi kender fra indiebandet Lowly.

… Læs mere

 

Carsten Dahl Experience
Line-up:
Jesper Zeuthen (alt sax)
Carsten Dahl (piano)
Nils Davidsen (bas)
Stefan Pasborg (trommer)

Carsten Dahl behøver næppe den store introduktion. Han er et sandt unikum på klaveret og en dansk pianist i absolut verdensklasse. Men han er mere end det – nemlig en kunstner, der modigt tager livtag med eksistenensens dybe spørgsmål gennem sin musik, der kan afspejle såvel himmelsk skønhed som sjælens angst og bæven. Dette sker i et tonesprog, som nok er dybt rodfæstet i en jazztradition, men som både kan byde på udbrud af ekspressiv fri improvisation og bevægelser ind i den klassiske musiks klangsprog.

Med sin kvartet Carsten Dahl Experience har han fundet tre fremragende musikere, som i den grad formår at give hans spil kompetent med- og modspil.

Stefan Pasborg, der sidder bag trommerne, besidder et stort kreativt overskud og har spillet med Dahl i mange forskellige projekter, hvorfor sammenspillet mellem de to ofte går op i en magisk enhed. Nils Davidsen er én af Danmarks førende bassister, der har spillet med et væld af både danske og internationale navne – herunder John Tchicai, Tim Berne, Copenhagen Art Ensemble og mange flere. Endelig tilføjer den garvede saxofonist Jesper Zeuthen en unik glød til arrangementet med sit vilde og poetiske spil og sin dybt personlige tone.

Carsten Dahl Experience udsendte deres fjerde album “Caleidoscopia” i 2016, og det blev hyldet som et nyt mesterværk flere steder. Blandt andet gav Gaffas Ivan Rod fem stjerner og skrev om albummet at: “det fosser én i møde med en chokerende kraft og vælde.”

Også Politikens Jakob Bækgaard gav udgivelsen fem hjerter og skrev:

“Det stærkeste indtryk kommer fra de mere melodisk bårne kompositioner. På “I’m Calling” åbenbarer Jesper Zeuthens tone sig i al sin skrøbelige skønhed i tandem med Dahls syngende klaverlinjer. Det er dog netop i kontrasten mellem de rolige momenter og de eksplosive øjeblikke, at albummet finder sin største styrke.”

I denne ekspressive kvartet finder lytteren bølger af puls, smukke temaer, betydningsfulde pauser og passager af heftigt kaos. Sammenspillet er telepatisk, musikken er dejlig uforudsigelig, og fremførelsen og skabertrangen er på det absolutte topniveau.

Glæd dig med andre ord til en aften i selskab med en dansk kvartet i topklasse, der favner både det skrøbelige og det eksplosive i et righoldigt musikalsk udtryk.

Kasper Staub solo
Line-up:
Kasper Staub (piano & keyboards)

I 2016 udgav Kasper Staub soloalbummet “Aisle Arch Attic”, som består af ni korte stykker for klaver. Musikken bevæger sig i et genreløst og skønhedssøgende univers og bliver i koncertsammenhænge udvidet med flere instrumenter og effekter. Kasper Staub er komponist, pianist og sangskriver – i øjeblikket mest aktiv med det roste indieband Lowly, der udgav debutalbummet “Heba” på det internationale pladeselskab Bella Union i foråret 2017. Har derudover udgivet to anmelderroste trioalbums – “/” (2012) og “Havnepladen” (2014) samt skrevet musik for blandt andet symfoniorkester og kor.

Nummeret “Fever Dream” fra albummet var en del af P3 barometerlisten i syv uger.

Links
Carsten Dahls hjemmeside
Kasper Staub på SoundCloud
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.