• Katinka koncert Atlas Aarhus
  • Fugleflugten koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

14. september: Vi har fanget Katinka Bjerregaard til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Efter at have væltet Spot Festival og meldt om bragende udsolgt på Loppen i København føjer Katinka nu ekstra koncerter til kalenderen i efteråret.

… Læs mere

 

”Et slag i nyrerne, der kan mærkes. Det kan alle Katinkas gråzonefortællinger, der bekræfter, hvad debuten antydede: Danmark har fået en markant og særegen sanger, der ikke er bleg for at bruge sig selv op for at give forbudt og forslået kærlighed stemme.”
(Anmeldelse af “Lufthuller”, Simon Lund, Politiken, fem hjerter)

”Hårrejsende poetisk og øm, men med skarpe kanter.”
(Anmeldelse af “Lufthuller”, Marie Ulrich Østergaard, Soundvenue, fem stjerner)

”Katinka Bjerregaards stemme var direkte dragende i det eksperimenterende lydunivers, som både vuggede og ruskede i publikum.”
(Liveanmeldelse SPOT Festival, Mette Meyer Christensen, Gaffa, fem stjerner)

Det danske band Katinka udgav deres anden EP “Lufthuller” i maj i år og har fået både anmeldere og lyttere til at stoppe op, holde vejret og lytte. Kombinationen af det spyttende og samtidig skrøbelige tekstunivers, Katinka Bjerregaards inderlige og hæse vokal og produktionernes miks af ukuleler og synthflader har tilsyneladende ramt en naturlig refleks og sparket Katinka ud på en støt opadgående kurve siden debuten “I Røntgen” fra 2014.

I 2015 vandt Katinka KarriereKanonen på P3. Siden har de spillet til Kronprinsparrets prisuddeling, P6 Beat Rocker Koncerthuset og på Spot Festival. Til sommer er bandet på plakaten til blandt andet Roskilde Festival og Smukfest.

Interview med Katinka Bjerregaard
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“At vi giver den alt, vi har i os. Når vi spiller koncerter, er det virkelig vigtigt for os, at publikum kan mærke os rigtig meget, at alle bliver inviteret ind i musikken og får lov til at føle noget. Vores musik kræver ikke, at alle skal føle det samme, men vi elsker, når der kommer en følelsesmæssig reaktion fra publikum. Nogle gange råber folk, andre gange er de helt stille. Begge dele kan være virkelig stærkt.”

Hvad har I med af merch?
“Åh, vi er lidt i gang med at få noget merch, men vi har lige nu bare vores EP, som vi sælger, hvilket nok også er det vigtigste. Men vi skal fanme snart have gang i noget merch.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Det er lidt svært at sige – man kan jo ikke rigtig have et favoritbarn. Men selvfølgelig er der nogle numre, jeg nyder mest, selv om det godt kan skifte lidt fra koncert til koncert, hvilke sange, der bare lige sidder i skabet. Men jeg elsker at synge sangen ”Jeg Beklager”, fordi den kan fange folk på en vild måde. Selv om det er en mega-stille sang har jeg nogle gange, når det går godt, magten over alle i rummet. Så elsker jeg at spille ”Asker du her”, for så kan jeg rigtig få lov til at råbe mine lunger ud.”

Hvad er det bedste ved at være på turné?
“Det er alle de interne jokes i bandet – man bliver jo nærmest én kæmpestor organisme, hvis man har været på tur sammen længe nok. Det kan virkelig være pissesjovt at tage på tur, drikke øl, spille koncert, snakke, slås og alt muligt andet.”

Hvad er det bedste ved at vende hjem fra en veloverstået turné?
“At få lov til at sove i sin egen seng og sove længe. Det kan næsten være magisk at møde sin egen dyne igen efter en lang tur. Men egentlig savner jeg også bandet rigtig meget, når vi er hjemme igen.”

Hvad er jeres planer for resten af 2016?
“Vi skal spille vores sidste koncert i år i et udsolgt Vega, så det er jo lidt en musikerdrøm, der går i opfyldelse. Så skal vi indspille debutalbum, der forhåbentlig kommer ud til foråret.”

Om Fugleflugten
Fugleflugten er Københavnsk-baseret og har musikalsk sine rødder i shoegaze, post-rock og dream-pop med en nordisk, melankolsk sensibilitet og med danske tekster. Bandet har siden starten af 2016 arbejdet fokuseret på at tage flugten ud på de danske scener.

Med udgivelsen af bandets første EP, “Aftenpragtstjerne” fik bandet anerkendende ord med på vejen fra såvel danske som udenlandske medier. I maj 2016 blev bandets første single, “Ensom Galakse”, testet på programmet Barometerlisten på P3. Her har sangen efterfølgende befundet sig i 15 uger – i skrivende stund.

Fugleflugten er en kollektiv drøm om at bryde gennem hverdagens taktfaste rytmer og svæve gennem underskovens mørke, over byens tage og videre gennem stratosfæren til det yderste af universets sfæriske tomrum.

Med rødder i et tæt venskab, der for flere af medlemmerne tæller over 10 år, spiller bandet støjende og til tider længselsfulde guitarmelodier der akkompagneres af insisterende beats og tunge basgange. Dette danner grundstenene for Fugleflugtens popsensible og up-tempo rocksange. Forsanger og sangskriver Rasmus Yde har tidligere slået sine folder på den danske musikscene med soloprojektet Vivl.

I foråret 2016 udgav bandet sin første video til singlen “Ensom Galakse”. Videoen er instrueret, produceret og udtænkt af forsanger Rasmus Yde, der også står bag bandets visuelle profil.

Links
Katinka på Facebook
Katinka på SoundCloud
Fugleflugtens hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.