Lord Siva & Danni Toma koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

16. december: Vi har fanget såvel Lord Siva som Danni Toma til en kort snak om koncerten – læs dobbelt-interviewet længere nede.

Det aalborgensiske musikkollektiv IIIVE (udtales i live), der består af artisterne Lord Siva og Danni Toma samt produceren Noodle, indtager sammen Atlas på turnéen, de kalder IIIVE TOUR.

… Læs mere

 

Efter udgivelsen af Lord Sivas anden EP ”180” i december 2014 har tiden ikke stået stille for den unge rapper og sanger. Han har opnået store roser for sin nyskabende lyd, sine ærlige tekster og især sit visuelle udtryk, der blandt andet kan ses i videoen til hans nyeste single ”Tilbage”. I februar gennemførte han sin første turné, hvor et imponerende billetsalg på de blot fem koncerter også satte en tyk streg under den voksende interesse for Lord Sivas innovative og ærlige musik. Med hans eksplosive energi og ærlige udtryk har Lord Siva indtil nu, kun i selskab af producer Carl Barsk, stået alene til at indfange publikums opmærksomhed på en scene.

Efter en succesfuld oplevelse som support og special guest på De Eneste Tos Danmarks turné er Danni Toma klar med sit andet album, der udkommer til september. Med sin faste samarbejdspartner, produceren Noodle, har Danni Toma altid eksperimenteret med hiphop-genren og haft et enormt originalt udtryk; den kommende udgivelse ”Graa” bliver ikke en undtagelse. Danni Toma bliver af mange betegnet som ét af de største talenter i dansk musik.

Dette bliver en unik dobbelt koncert med to af landets mest lovende artister, hvor der vil være en rød IIIVE-tråd gennem hele koncert-oplevelsen.

Mini-interview med Lord Siva og Danni Toma
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
Danni Toma: “De kan forvente en fantastisk aften med en god blanding af melankolske og energiske sange. Jeg spiller alt fra mit nye album “Grå”, og jeg glæder mig til at spille sangene for publikum.”

Lord Siva: “De kan forvente at se mig præstere bedre end nogensinde før – jeg har fået styr på mit band.”

Hvad har I med af merch?
Danni Toma: “Vi har haft t-shirts og vinyler med på turnéen. Desværre er det meste af det solgt, men mon ikke vi har lidt ekstra med til alle i Aarhus.”

Lord Siva: “Danni har sin nye plade med – “Grå” – den er fed, og jeg er med på den.”

Hvordan er IIIve-turnéen gået hidtil?
Danni Toma: “Den er gået over al forventning. Vi har haft en rigtig hyggelig tour og har mødt vores publikum i hele Danmark. Vi er hjernedødt glade for den respons, vi har fået.”

Lord Siva: “Det har været sygt – folk har sunget med og haft det så vildt, og det er noget, man skal opleve, hvis man kender musikken; det er en anden oplevelse.”

Hvad er det bedste ved at være på turné?
Danni Toma: “Sammenholdet og dét at tilbringe tid med sine bedste venner før, under og efter showet. Og så ser man jo sin bedste ven spille 12 gange – det er heller ikke dårligt.”

Hvad er det bedste ved at vende hjem fra en veloverstået turné?
Danni Toma: “Det er minderne – der er allerede en del allerede. Det har været den bedste tour, jeg nogensinde har været en del af, og jeg er stolt over at kunne få lov til at spille for folk i hele Danmark. Det er en rigtig dejlig følelse.”

Lord Siva: “At man har gjort sit bedste for at give sine fans den bedste oplevelse.”

Links
Lord Siva på Facebook
Lord Siva på Instagram
Danni Toma på Facebook
Danni Toma på Instagram
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.