October Dance koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

15. marts: Koncerten er desværre aflyst – vi har modtaget følgende melding fra bandets lejr: “Uheldige omstændigheder har gjort, at bandet desværre bliver nødt til at aflyse deres koncert på Atlas på fredag.”

Bemærk: Vi har fanget October Dance-frontmand Tobias Kiel Lauesen til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Bemærk II: Koncerten er flyttet fra den 7. oktober. Købte billetter til denne dato gælder naturligvis også til den nye dato.

Tilbage i september udgav det københavnske band October Dance deres debutalbum “Paradise In Heaven” på Sound of Copenhagen. Det er October Dances anden udgivelse på selskabet, og det indvarsler nye musikalske retninger for bandet.

… Læs mere

 

Selvom October Dance har eksisteret siden 2012 og har flere udgivelser på samvittigheden har bandets samarbejde altid været en smule usædvanligt. Bandmedlemmerne har nemlig på intet tidspunkt været bosat i samme land, men derimod været spredt udover Danmark, Frankrig og Island.

Dette har dog på ingen måde hindret den kreative proces, men har tværtimod gjort det muligt for bandet at trække på forskelligartede inspirationskilder og inkorporere dem i deres karakteristiske, disco-influerede lydunivers.

Traditionen tro er “Paradise In Heaven” da også blevet til på tværs af landegrænser. Albummet er således indspillet i København, Paris og på Costa del Sol, hvilket har sat sig tydelige spor i pladens lyd.

“Paradise In Heaven” emmer af sol, sommer og strand og er en hyldest til det sanselige og sensuelle, hvilket også afspejles i albummets titel. Efter to EP-udgivelser plus fire singleudgivelser udnytter October Dance denne gang den øgede musikalske plads til at boltre sig på. De funky basgange, 80’er-inspirerede synths og smagfulde percussion er stadig grundelementer i bandets lyd, men sangene varierer denne gang betydeligt mere hvad angår temaer, stemning, tempi og instrumentering.

I juli udkom pre-singlen “Deep Oceans” og første officielle single “Friday” udkommer den 26. august. “Paradise In Heaven” udkommer desuden kort før, at bandet drager på en danmarksturne i starten af oktober – en turné, der denne aften bringer dem til Atlas.

Interview med Tobias Kiel Lauesen
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Det sensuelle, smækre og lækre, gode grooves og svedige basgange, masser af percussion og vilde synths. Der vil være både nyt og gammelt, langt og kort – vi er meget spændte.”

Hvilket er dit/jeres favoritnummer at fremføre live?
“Vi har altid været kæmpe fan af at spille “Houses Falling”. Det har noget helt specielt over sig – en vibe og energi, der er lidt svær at forklare, og så var det også det nummer, der startede hele festen.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Der er altid en dejlig positiv energi i det publikum, vi har spillet for senest – det smitter af på os, det er noget af det bedste ved at spille musik live; kontakten med publikum.”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger?
“Nogle af de bedste venner og musikere, man kan tænke sig. Det er lidt som en familie, som elsker at udvikle koncepter og nyde de gode elementer i den skrevne musik – det er noget, vi ikke kunne forestille os at være foruden.”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit/jeres yndlings – og hvorfor?
“Uha, det er altid svært at vælge en yndlingskunstner – hmm, måske Lio, Darcy DeMoss, Paco de Lucía med flere.”

Hvad er jeres planer for foråret og sommeren?
“Der kommer til at ske nye og spændende ting. Der skal skrives ny musik, og nye samarbejder vil tage form. Det hele startede med et samarbejde med den nu afdøde kunstner Hans Tolford, og i øjeblikket er vi ved at skabe noget nyt sammen med en af hans kolleger – koreografen Dietrich Malmeier. Det bliver mega-spændende, meget visuelt og bevægende.”

Links
October Dance på Facebook
October Dance på SoundCloud
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.