Povl Dissing med band koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

Bemærk: Det er en stå-koncert.

Og han har stadigvæk nøgne øjne…

Povl Dissing er nok det nærmeste, man kan komme den nationale stemme, for få er deres danskhed så bevidst i deres kunst og udtryk som han. Der er således løbet meget vand igennem åen, siden Dissing begyndte at optræde i 1960’erne og dengang måtte have en bodyguard med på job – af frygt for at få øretæver af publikum, som troede, at han tog pis på det nationale arvesølv, når han fortolkede gamle danske sange som “Lille Anna” og “Gi’ Mig En Hest, Mor”.

… Læs mere

 

Gennem et halvt århundrede har vi kendt og elsket Povl Dissings sange om livet og hverdagen, blandt andet som det kom til udtryk i hans samarbejde med digteren Benny Andersen. Adskillige er de sange, der er endt i Højskolesangbogen som en blåstemplet del af den danske sangskat, og barn som voksen har nynnet med, når Nina gik i bad eller Den grimmeste mand i byen kørte sig en tur.

Blandt de mest legendariske samarbejder Povl har haft må regnes samarbejdet med Laus Bengtson. Laus’ tekster og Povls melodier blev indspillet på det album, der i folkemunde kom til at hedde “Nøgne Øjne”. Albummet er en milepæl i dansk rockhistorie, og flere af sangene har også altid været med, når Povl har trådt op i eget navn.

I 2006 samlede Povl Dissing for første gang sit nye band. Det var til indspilningen af albummet “Hjemløs” (april 2007), og det har været hans band lige siden, når lyden skulle være stor. Bandet har siden også været med på at fortolke sangene fra de foregående årtier, og Povl Dissing kunne konstatere, at her var holdet, der kunne forløse og dele hans kærlighed til de gamle sange:

“I øvelokalet fik sangene jo nyt liv! Selvom flere ti-år var gået, oplevede vi, at tekster og melodier stadig var tidssvarende og gyldige. Og bandet omkring mig fik bragt flere og flere af de gamle historier frem i lyset og opdateret til den tid, vi nu befinder os i. Og sammen fik vi lyst til at fortælle disse og mange andre historier fra dengang … til ældre og yngre generationer, der enten ikke var med dengang (da farfar var ung!) – eller netop var det, og gerne vil opleve det igen!”

Og Povl og bandet har sammen nyfortolket og forløst mange af Povls store hits. De sange, der har været hos os gennem det sidste halve århundrede, for…

“Den grimmeste mand” kører stadig rundt i byen i sin Jaguar… Kaffen er næsten klar… Og der bliver ved med at være kun ”25 Minutter Endnu”, selvom tiden forlængst er gået…

Povl Dissing spiller således bold op ad sin egen fortid, og han spiller bold på et stærkt hold:
Rasmus Dissing (tangenter, vok)
Jonas Dissing (guitar, mundharpe, perc, vok)
Las Nissen (guitar, vok)
Nikolai Storr (bas)
Palle Hjorth (tangenter)
Jesper Elnegaard (trommer)

Links
Povl Dissings hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.