Reverse & Ralph Alessi koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Bemærk: I anledning af den nært forestående Aarhus Jazz Festival er denne koncert gratis – købte billetter refunderes i døren på aftenen.

26. maj: Vi har fanget Reverse-trommeslager og -komponist Terkel Nørgaard til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Denne aften gæster den amerikanske trompetist Ralph Alessi Atlas, hvor han optræder med den danske trio Reverse.

… Læs mere

 

Ralph Alessi er bosat i New York og har været en stærk stemme i den kontemporære jazz i mere end 20 år på New Yorks downtown-scene. Hans spil er komplekst og på samme tid luftigt, sofistikeret og disciplineret, som kun postmoderne progressiv jazz kan være. Gennem sine mange år som bandleder og sideman har Ralph Alessi optrådt med navne som Steve Coleman, Jason Moran, Don Byron, Ravi Coltrane, Nasheet Waits, Fred Hersch og Uri Caine. Han udgiver sin musik på det prominente tyske pladeselskab ECM og er sammen med sin faste kvartet aktuel med sit nye album ”Quiver” udgivet i februar 2016.

Den danske trio Reverse har under ledelse af Terkel Nørgaard og hans faste makkere Søren Gemmer og Jesper Thorn optrådt med store danske navne som Jørgen Leth, Palle Mikkelborg, Thomas Agergaard og Nicolaj Stochholm. Trioen udgav i november 2014 deres anmelderroste album ”Awakening” og har et nyt album på vej i 2016. Trioens musik er hovedsagelig komponeret af Terkel Nørgaard, der også skriver musikken til denne turné med Ralph Alessi. Nørgaard har til dette projekt ladet sig inspirere af Béla Bartók, Joni Mitchell, J Dilla og Kraftwerk samt Ralph Alessis egen musik og tone til fri improvisationsmusik og minimalistisk neo-jazz.

Reverse & Ralph Alessi
Ralph Alessi – trompet
Terkel Nørgaard – trommer & komposition
Søren Gemmer – klaver
Jesper Thorn – kontrabas

Interview med Reverse-trommeslager og -komponist Terkel Nørgaard
Hvordan bliver det at arbejde sammen med Ralph Alessi?
“Samarbejdet med Ralph Alessi er et Søren, Jesper og jeg ser utrolig meget frem til. Jeg har personligt glæder mig længe, idet jeg har været i direkte kontakt med Ralph siden efteråret 2015, og fra da af har projektet kun vokset sig større, samtidig med dialogen med Ralph har taget til, og musikken har taget sin endelige form.”

Hvad gør ham til noget særligt?
“Ralph Alessi er en helt særlig trompetist med et stort internationalt ry og rygte. Han har boet længe i New York, hvor han er en stor del af byens moderne og kontemporære jazzscene. Hans tone kan kaste tankerne på Kenny Wheeler og Miles Davis, og hans to sidste udgivelser i eget navn, der er blevet udgivet på det legendariske pladeselskab ECM, er noget af det absolut bedste moderne jazz, jeg har hørt.”

Hvordan adskiller dette nye projekt sig fra jeres øvrige projekter og samarbejder?
“I de andre projekter vi har lavet i de snart fem år, vi har eksisteret, har vi oftest spillet som trio, men i perioder også med gæster. Her har projektet med Jørgen Leth, som har været forbi Atlas de sidste tre år, spillet længst og mest. Derudover spillede vi sidste år en koncert med Palle Mikkelborg til Modern Jazz Days i Køge – et projekt, der var bestilt til lejligheden, og som faktisk fik os til at kaste os over det nye projekt til selv samme festival. Og det er så blevet til Reverse & Ralph Alessi. Så har vi også været utrolig heldige at spille med saxofonisten Thomas Agergaard, med hvem vi skal spille i juli måned til Copenhagen Jazz Festival, samt med Nicolaj Stochholm, med hvem vi har skabt et helt nyt band, som vi præsenterer senere på året.”

Hvad kan publikum forvente af koncerten på Atlas?
“At høre en af verdens i øjeblikket største trompetister slet og ret. Man kan ikke komme uden om, at Ralph virkelig rangerer højt – ikke mindst i min verden. Dernæst har jeg siden årsskiftet skrevet musikken til projektet, og det har virkelig været en fornøjelse. At forestille sig Ralphs, Jespers og Sørens musikalske stemmer sammen har virkelig givet mig et stort kick. Det har ikke været svært at skrive musikken – tværtimod har inspirationen virkelig været der hele vejen igennem.”

Hvad er du mest spændt på forud for koncerten?
“Jeg er nok mest spændt på, om det hele klapper, som det skal, musikalsk set. Sommerfuglene er der helt klart – ret mange faktisk. Nok fordi, det er vores premierekoncert – alle numre er jo uropførelser. Det bliver så spændende at mærke musikken i rummet.”

Hvordan er jeres forhold til Aarhus (I er relativt hyppige gæster jo)?
“Det er rigtig godt – det er altid fantastisk at komme til Aarhus og spille. Og navnlig på Atlas, som på en måde er blevet vores aarhusianske hjemmebane efterhånden. Vi har haft en lang række store oplevelser som trio og som kvartet i selskab med Jørgen Leth og selvfølgelig i selskab med et altid utrolig oplagt og dejligt publikum. Omgivelserne – lokalet, scenen, lyden, instrumenterne og så videre – er jo også vigtige, men det handler virkelig om at have nogle at spille til og spille for. Det er vigtigt – modtagerne af musikken. Her viser Aarhus sig altid fra sin bedste side.”

Hvad kan du i øvrigt fortælle om det kommende Reverse-album?
“Det er jo ingen hemmelighed, at vi har lavet en opfølger til “Awakening” fra 2014, og opfølgeren skulle gerne komme ud i år. Det er helt afgjort planen, og mere vil jeg helst ikke afsløre. Samtidig er der også flere og store planer for fremtiden – specielt udgivelsesmæssigt. Vi indspiller jo også et album med Ralph, mens han er i Danmark.”

Links
Reverse på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.