Inquisition koncert Atlas VoxHall Aarhus

Om koncerten

Bemærk: Når man klikker “Tilføj til kurv”, er der mulighed for at købe billet til såvel fredag som lørdag. Køb partoutbilletter hér.

Foreningen Metal Royale præsenterer stolt Royal Metal Fest 2017!

… Læs mere

 

For tiende gang runger smilets by af tonstung metalmusik, når Metal Royale afholder årets fest på byens fineste spillesteder; Atlas & VoxHall den 7.-8. april.

2017-udgaven af festivalen, som også er et 10 års jubilæum, vil igen bestå af to scener, som buldrer derudaf med en masse lækker metal, øl, pølser og fest!

Line-up:
Inquisition
Havok
Warbringer
Gorod
Exmortus
Benighted
Immolation
Vader
Oxx
Telos
Denial Of God
Livløs
Sunless Dawn
Olm
Fleshgod Apocalypse
Solbrud
Monument Of Misantrophy
Fiercer
Cabal
Lipid
… Flere bands vil blive tilføjet løbende!

Døre:
Fredag: 16:00
Lørdag: 13:30

Show:
Fredag: 16:30
Lørdag: 14:00

Billetter:
Partout: 495,- (ekskl. gebyr)
Fredag: 245,- (ekskl. gebyr)
Lørdag: 345,- (ekskl. gebyr)
Partout + limited jubilæums t-shirt + patch: 595,- (ekskl. gebyr)

Inquisition
Første navn, der kan præsenteres, er den amerikanske black metal-duo Inquisition! Selvom de kun er to i bandet, så er de kendt for at blæse folk baglæns, når den voldsomme black metal rammer publikum. Duoen startede i 1989 i Colombia, men rykkede i 1996 tilbage til medlemmernes hjemland, USA, efter udgivelsen af tre demooptagelser. Her blev debutpladen lavet i 1998, og siden dengang er det blevet til i alt syv fuldlængde plader. Deres seneste udgivelse “Bloodshed Across The Empyrian Altar Beyond The Celestial Zenith” udkom i august 2016, og har høstet rigtig gode anmeldelser verden over. Vi glæder os til et voldsomt black metal show!

Havok
Havok, fra den amerikanske stat Colorado, leverer Thrash fra øverste hylde. Det har de bevist på de tre fuldlængde albums de har udgivet siden 2009, hvor de hver gang har set tilbage på de store thrash metal legender, og fundet inspiration. Havok er efterhånden klar til at overtage verden med deres musik, hvor teksterne typisk fremlægger medlemmernes syn på, hvad der er galt med denne verden. Der vil blive lagt op til en solid omgang mosh, og forløsning for sin vrede mod det etablerede!

Warbringer
Warbringer… Krig, ødelæggelse, kampvogn. Der er lagt op til musikalske øretæver og thrash i højt tempo når Californiske Warbringer tromler ud på scenen, med maskingeværet rettet mod publikums forreste bastion! Ingen hær er for stor, når kvintetten først går i krig. Med fire albums i bagagen og et femte på vej, som udkommer 31. marts, er bagkataloget på plads. Der bliver kamp til sidste mand!

Gorod
Franske Gorod spiller progressiv teknisk dødsmetal. Dybe growls, tekniske passager, harmoniske melodier. Lytteren vil blive udfordret når bandet fra Bordeaux går på scenen, ingen tvivl om det. De er bestemt et lyt værd!

Exmortus
Exmortus, en blanding af thrash metal og klassisk heavy. Bandet har uden tvivl brugt utalige timer i øvelokalet på at efterligne de store shred-guder! Guitarerne er i hvert fald jævnligt på overarbejde, og trommerne buldrer af sted. Der bliver plads til at give den gas i pitten, og samtidig stoppe op for at fyre lir af på luftguitaren!

Benighted
Kan du ikke få nok af hurtig dødsmetal? Det kan vi heller ikke! Sammen med Metal & Hardcore Supporters Aarhus kan vi præsentere de franske brutale dødsmetalere Benighted! Pig squeels, dybe growls, blastbeats, og hurtige hænder på strenginstrumenterne er nok en passende beskrivelse af Benighted, som ikke lader lytteren være et sekund i tvivl om, at denne lige så godt kan lægge sig til at dø, før en morderisk hjemsøgelse indfinder sig. Det lyriske univers bevæger sig i patologiske problemer og børnepsykologi, hvilket jo lyder som en ganske festlig blanding! Siden 1998 har de formået at sparke otte albums på gaden, hvoraf det ene er et live-album. Det niende album udkommer 17. februar, så der er tid til at lære de nyeste dødshits inden RMF’17 bliver omdannet til et slagtehus!

Immolation
Amerikanske Immolation ved hvordan man spiller dødsmetal, med tryk på døds! De var i 90’erne med til at definere genren, og har efterladt et solidt aftryk siden oprindelsen for 29 år siden. Immolation har altid haft en unik stil indenfor dødsmetallen hvor der aldrig har været frygt for at eksperimentere lidt. Og gang på gang har det resulteret i fremragende albums, som man altid kan hive frem og sætte på anlægget! Den 10’ende fuldlængdeudgivelse er selvfølgelig også lige på trapperne, og kan findes ved den lokale pladepusher fra 24. februar!

Vader
Vi har fundet frem til endnu en gammel dødsmetalklassiker! Polske Vader, som også er nogle gamle drenge indenfor dødsmetal, har siden dannelsen i 1983 udgivet 12 fuldlængder, utallige demoer, EP’er og singler, samt skiftet besætning som man normalt skifter undertøj – listen er lang! Men det har aldrig afholdt Vader fra at lave metal som altid har ramt rigtigt hos den store fanskare! Er du til dødsmetal med et thrashet input, så er Vader et must-see for dig!

Oxx
RMF’17 får også besøg af aarhusianske Oxx! De tre gutter spiller et syret miks af metal avant-garde og impro. Lyder det som en underlig blanding? Det er det sgu også, men det er samtidig en test af lytterens øre, hvor hele psyken bliver sat på prøve! Den står både på tunge riffs, hurtige trommer, og så er der på nogle numre også sneget sig en saxofon ind i lydbilledet. Det bliver en på mange måder en mærkværdig koncert!

Telos
Københavnske Telos spiller blackened metalcore så du lægger dig fladt ned fra starten! Der bliver ikke gået på kompromis med aggressiviteten, men alligevel står det hele tydeligt frem, midt i alt kaosset. Det går hurtigt op for en at det hele ender skidt, med de voldsomme skrig og frovredne guitarriffs. Alle er for sig selv!

Denial Of God
Hvis man blander okkultisme, satanisme og horror med en gang black metal, så får man Denial Of God! Det danske band har siden 1991 leveret black horror metal, og kan derfor bryste sig af titlen som Danmarks ældste black metal band. Musikken skaber en intens melankolsk stemning, blandt andet ved at trække i den klassiske heavy metal og doom metal, som gør hele lydbilledet mere afvekslende end rendyrket black metal måske gør i de flestes ører. Der er lagt op til et skræmmende show på RMF’17!

Livløs
Melo-død er en genre der bliver ved med at kaste nye bands af sig hele tiden. Det er en populær genre at spille, og der er rift om at sikre sig en plads i den bedre ende. Aarhusianske Livløs har siden 2014 været særdeles i live, og haft et mål i livet; at levere eksplosiv og originalt musik! I 2016 udkom den selvbetitlede EP ”Livløs”, som i flere danske medier har høstet fremragende anmeldelser!

Sunless Dawn
Der er også fundet plads til det unge københavnske band Sunless Dawn, som i 2016 udmærkede sig ved at spille deres første tre koncerter til Wacken Metal Battle Danmark, som de vandt, og fik æren af at spille på verdens største metal festival, Wacken Open Air i Tyskland. Musikalsk er vi ude i progressiv metal med stærke skandinaviske rødder, som både er tungt, dynamisk og skævt på en og samme tid!

Olm
Den aarhusianske trio Olm rumsterer i den tunge og doomede ende af sludge metal. Med sine hårde nedstemte riffs, bankende dobbelte storetrommer, growlende vokal og malende musikalske passager, leverer Olm et mastodontiske lydudtryk. Olm har kun spillet få koncerter, men musikkerne bag har til sammen spillet over 100 koncerter i andre konstellationer. Det er altså nogle erfarne herrer det står bag dette nye tilbagelænede projekt!

Fleshgod Apocalypse
Nævner man italiensk ekstremmetal, så kommer man næppe udenom Fleshgod Apocalypse! Denne sekstet har alt hvad hurtig dødsmetal skal have, og mere til. Der er klemt instrumenter ind i lydbilledet, som ellers ikke bliver brugt meget indenfor genren. Hvilket nok skyldes den store inspiration fra Haydn, Mozart og Beethoven. Fleshgod Apocalypse har siden 2007 udgivet fire fuldlængdealbums og en demo, som alle bygger videre på forgængeren. Både musikalsk og lyrisk. Det bliver under alle omstændigheder underholdende at opleve dette dødsorkester folde sig ud!

Solbrud
I den mørkeste københavnske undergrund finder man Solbrud. Atmosfæren er ikke til at tage fejl af. Det her er dystert. Meget dystert. Men lytter man efter i det helvede af en lydmur der rammer en, så finder man nogle af de smukkeste melodier. Et af kendetegnene ved Solbrud er de lange numre, som spænder fra 7 til 15 minutter, hvor man virkelig kan synke ned i sig selv, og rode med sit inderste jegs grimme og smukke sider!

Monument Of Misantrophy
Østrigske Monument of Misantrophy spiller dødsmetal, som det er skabt til at blive spillet. Der er fart over feltet, der er had fra første anslag, og der er absolut ingen tiltro den menneskelige race! Ligesom et tidligere offentliggjort band, så har de også fået den tidligere Necrophagist trommeslager Romain Goulon folden. Musikalsk lader de sig inspirere af de mange dødsmetalbands før dem, og forsøger at holde en old school tilgang til musikken.

Fiercer
Vi får igen i år besøg af danske Fiercer, som vil lukke fredagen med en metallisk hitparade, hvor alt fra Mayhem og Marduk til Iron Maiden og Candlemass kan komme på setlisten. Ingen ved hvad der vil ske, og ingen kan huske noget bagefter. Heller ikke bandet selv!

Cabal
Hvis man er til tung dyster musik, som har en stærk indflydelse fra djent og blackened death metal, så er københavnske Cabal den nye spiller på banen! Efter starten i 2015 er det kun gået fremad for bandet, som har høstet rosende ord for EP’en ”Purge”, hvor produktionen er knivskarp, og musikken sætter gang i alle de dystre følelser. Der er tale om en genrekombination som ikke så tit ses herhjemme, så vi har at gøre med et band der tør udfordre.

Lipid
Hvis man nævner dansk metal fra 90’erne, så kan det være svært at komme udenom vejlensiske Lipid! De har været i gang siden 1994, dog med undtagelse af en firårig pause fra 2010 til 2014, og er nu tilbage for at indtage den danske thrash-scene. Bagkataloget tæller ”kun” tre EP’er og to fuldlængder, men der er kvalitet i det udgivne, og smæk for skillingen.

Royal Metal Fest 2017 bliver præsenteret i samarbejde med Fonden VoxHall, Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Royal Unibrew, DMF, DAF, Promus, Soundforce, Metal & Hardcore Supporters Aarhus, Blastbeast, Devilution, Den Tunge Time samt alle vores fabelagtige frivillige – uden jer, ingen fest!

… Fordi vi elsker hegn!

Links
Metal Royales hjemmeside
Metal Royale på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.