The Sandmen koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

31. august: Vi har fanget The Sandmen-frontmand Allan Vegenfeldt til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Et band med historie er et band med en historie. I The Sandmens tilfælde er historien en fortælling om et sublimt liveorkester. Et orkester, hvis koncert på Tinderbox sidste sommer af musikmagasinet Gaffa blev kaldt “en intens seance”, tildelt fem stjerner og beskrevet som: “Et brag af en koncert fra et dansk orkester, som synes forynget og erfarent på en gang – The Sandmen 2016 har aldrig været bedre”.

… Læs mere

 

Hits, venskab og tonsvis af store koncerter har støbt et band, som lever for og elsker fornyelsen, ny musik og mest af alt at spille live.

Hvad vil de så nu, The Sandmen? Hvad kommer de med? Selv siger de: “Det hårde, det smukke og det smadrede – på dansk og på engelsk, nyt og gammelt, flere beats, mere syre og mere larm.”

Efter udgivelsen af deres seneste album, “Den Bedste Dag” (2014), udgiver bandet som indledning på det nye samarbejde med pladeselskabet Playground Music en 7” vinyl på Record Store Day den 22. april. Udgivelsen er en hyldest til inspirationskilderne Before og Joakim Thåstrøm, og samtidig en markering af punkens 40 års jubilæum.

Senere på året er bandet igen klar med spritnyt materiale, som ifølge orkestret for alvor og igen sætter kursen for bandets retning – ”godt og langt ud over kanten”, som de selv formulerer det.

Interview med Allan Vegenfeldt
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“The Sandmen i topform, nye sange, gamle sange, larm, beats og rock ‘n’ roll.”

Hvad er dit forhold til aftenens supportband, Peppermint B?
“Jeg kender Steffen fra et par arrangementer – han er en guttermand og altid stiligt klædt; det glæder Sandmen at have ham med.”

Hvad har I med af merch?
“T-shirts og diverse vinyler og CD’er – blandt andet vores seneste 7”; vi satser også på at kunne få “Shine” med i boden – den har aldrig tidligere været på vinyl.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Vi har tænkt os at spille nyt materiale fra et album, der udkommer til foråret. Og så roder vi med programmerede beats og lyde og visuals, som jeg glæder mig til.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Sidst, vi spillede, var på en udsolgt Loppen i København – det er altid sjovt. Forresten spillede vi en lille festival i Langå for nylig – det gik også rigtig godt; jeg tror de godt kunne lide Sandmen.”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger?
“Bitre sure gamle mænd. Nej det passer ikke – kun lidt; de er mine bedste venner. Heldigvis har vi også yngre kræfter med – Jens på bas og Jarno på guitar.”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit yndlings – og hvorfor?
“Jeg har mange yndlingsbands – alt for mange til at liste op her, men lige i øjeblikket dyrker jeg The Horrors temmelig meget; de er støjende, mystiske og poppede på samme tid – de spiller i Vega (og på Atlas, red.) i november og udgiver nyt album. Danske Baby In Vain er på vej med et album – singlerne lover godt; det er bare et fedt band – lige min stil; støjende, mystisk og poppet.”

Hvad er jeres planer for efteråret og vinteren?
“At spille en fantastisk tour og så arbejde videre på det nye album.”

Links
The Sandmen på Facebook
Peppermint B på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.