• Schlippenbach/Mahall/Tom koncert Atlas Aarhus
  • Jacob Anderskov

Om koncerten

Denne aften byder på en stærk, international trio bestående af Alexander von Schlippenbach, Rudi Mahall og Kasper Tom og Jacob Anderskovs nye, stryger-farvede “Resonance”-projekt.

… Læs mere

 

Schlippenbach/Mahall/Tom
Line-up
Alexander von Schlippenbach (piano)
Rudi Mahall (bas clarinet)
Kasper Tom (trommer)

Pianisten Alexander von Schlippenbach er kendt for sit banebrydende arbejde med især Schlippenbach Trio (med Evan Parker og Paul Lovens) og hans store gruppe Globe Unity Orchestra, som siden 1966 har defineret fri, europæisk storbandsmusik.

Rudi Mahall er en legendarisk skikkelse på den internationale avantgarde-scene. Han har skabt sig et navn som én af Europas største improvisatorer og en unik formidler på basklarinetten.

I løbet af de sidste par år har Kasper Tom slået sit navn fast på den europæiske jazzscene – ikke mindst som leder af grupperne FUSK og Kasper Tom/Jacob Anderskov, men også som sideman i forskellige ad hoc-projekter med musikere som Tobias Delius, Axel Dörner og Johannes Bauer.

Jacob Anderskov “Resonance”
Line-up
Jacob Anderskov (p)
Karen Johanne Pedersen (vio)
Mette Brandt (viola)
Ida Nørholm (cello)
Peter Bruun (d, perc).

Jacob Anderskov har ladet sig inspirere af et Miles Davis-citat: ”You listen… Then you play.” Men at reagere meningsfuldt på hinanden forudsætter også evnen til at sanse omgivelserne, imens man agerer som den, man er. Det er et ægte samspil! Og det er netop sådan, Jacob beskriver sit nye album og sin rolle som komponist og udøvende kunstner. Han oplever, at musikalske genre-møder kan lide af uafklarede balancer. Jacob Anderskovs band består af tre strygere, Peter Bruun på trommer og kapelmesteren selv, der som arbejdsmetode netop stræber efter det ideelle møde, hvor alles identitet og integritet bevares intakt.

“Resonance” er Jacobs andet album med strygere. “Strings, Percussion & Piano” blev nomineret i kategorien ”Årets Særudgivelse” ved Danish Music Awards i 2013 og blandt andet rost til skyerne af Politiken, som kaldte indspilningen ”fremragende” og gav den hele fem hjerter. Men Jacob er en søgende kunstner, der på den nyeste udgivelse har arbejdet mere med puls og frasering – ja, feeling! Han har gennem sine kompositioner søgt at skabe et univers, hvor strygerne, deres klang og stoflighed er et ligeværdigt element i musikken, men også, at de ikke spiller ”metronomisk”, og at de ikke opleves som en påklistret baggrund. Jacob og Peter må også være tro mod deres udgangspunkt og stå inde for deres egen fornemmelse for puls og rytme uden at komme op at slås med de strygere, der går så smukt i dialog med Anderskovs fabulerende klaverspil og Peter Bruuns farverige og rigt nuancerede slagtøj i den klangligt fascinerende musik.

Ved siden af “Resonance” har Anderskovs karriere indtil nu blandt andet budt på gennemslagskraftige konstellationer så som Anderskov Accident, J.A’s Agnostic Revelations, solo-udgivelse og duosamarbejde med den brasilianske perkussionist Airto Moreira. Alt i alt har hans bedrifter vundet genklang, og i det tyske jazzblad Jazz Podium bliver Jacob Anderskov beskrevet som en kunstner, der tilhører ”the most extraordinary artists of comtemporary music”. DownBeat har fastslået at: “Over the last decade or so, pianist Jacob Anderskov has emerged as one of the most exciting and original voices … deeply modern…”

Under arbejdet med at komponere musikken til pladen, døde Ornette Coleman. Få musikere har som han betydet så meget for Jacob. Derfor måtte Ornette æres med “What Reason Could I Give” – oprindeligt fra det legendariske “Science Fiktion”-album. De resterende stykker på pladen er alle Anderskovs egne. Alt i alt håber Jacob, at albummet vil opleves som en frugtbar ”sammenstilling af de elementer, den består af”. At den både stritter i flere retninger, men samles i lytterens sind som en umiddelbar oplevelse, nærværende og sine steder magisk – et album, man husker!

Links
Alexander von Schlippenbachs hjemmeside
Kasper Toms hjemmeside
Jacob Anderskovs hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.