Søren Bebe Trio koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

28. oktober: Vi har fanget Søren Bebe til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Den anmelderroste Søren Bebe Trio, der består af tre af Danmarks ypperste jazzmusikere, lukker 2016 af med udgivelsen ”Home” samt en række koncerter landet over.

… Læs mere

 

Med “Home” markerer Søren Bebe Trio sig igen som sværvægtere indenfor den nordiske jazz. Melankolien og klangskønheden er i højsædet, og trioen formår som ingen andre at få hver enkelt tone til at tælle. De tre musikere komplimenterer hinanden til perfektion, og man er aldrig i tvivl om, at disse tre kender hver en hjørnesten i hverandres musikalitet.

“Home” er indspillet i MillFactory-studiet i København og er sidenhen blevet mixet og færdiggjort i det legendariske Rainbow Studio i Oslo af mesteren selv, Jan Erik Kongshaug, der er internationalt anerkendt for sin perlerække af udgivelser på det store tyske pladeselskab ECM.

Kongshaugs magi og Søren Bebe Trios nordiske lyd er det perfekte match og leder lytteren i retning af genier som Keith Jarrett, Tord Gustavsen og Jan Johansson.

Samtlige skæringer på “Home” er komponeret af kapelmester Bebe. Med fokus på melodien og den simple skønhed formår han at trække en rød tråd gennem hele pladen. Det er jazz til både det trænede og det utrænede øre, hvor klangskønheden er umiddelbar, men hvor dybden gør, at man hele tiden hører nye lag i musikken.

“Home” er trioens femte album, og om de tidligere udgivelser har anmelderne sagt:
”Det er knistrende og skarpt. Det er triojazz i verdensklasse!” – Niels Overgaard, Jazznyt, om ”Eva” (2013)

”… moderne kompositionsmusik, hvor hovedpersonen med en næsten nonchalant selvfølgelighed sætter sig til flygelet og fremtryller den ene stille og smukke passage efter den anden.” – Steffen Lange, Midtjyllands Avis, om ”A Song for You” (2012)

”Det, de tre tilsammen har skabt, er sublimt! Mesterligt! Intet mindre…” – Ivan Rod, Gaffa, om ”From Out Here” (2010)

Interview med Søren Bebe
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“At vi gør vores allerbedste for at levere vores bedste koncert til dato. Vi kommer til at spille lidt numre fra den nye plade, men også gamle ting og en standard eller to. Vi elsker at spille sammen, og vi elsker at spille på vores instrumenter, og det har heldigvis en tendens til at smitte af på publikum.”

Hvad har I med af merch?
“Vores spritnye album “Home”, som udkommer den 1. november i år. I øvrigt det femte i rækken. Og selvfølgelig et par kopier af vores fire første også.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
““Trieste” fra vores nye plade er et nummer, jeg rigtig godt kan lide at spille. Dedikeret til byen af samme navn efter en fantastisk koncert samme sted med trioen i 2015. Kan streames på Soundcloud nu og på diverse platforme efter den 1. november.”

Hvad er det bedste ved at være på turné?
“At få lov at fremføre den musik, vi elsker at spille, for et live-publikum. At møde nye som gamle fans.”

Hvad er det bedste ved at vende hjem fra en veloverstået turné?
“Nu er denne turné spredt ud over en måned og foregår kun i Danmark med en enkelt afstikker til London Jazzfestival. Det vil sige, at vi kommer hjem imellem hver koncert. Men det er altid en dejlig følelse at have spillet en god koncert. En blanding af tomhed og eufori. Hvis vi har været længere væk i en sammenhængende periode, er det som regel glæden ved at kunne slappe af og være sammen med familien igen, der fylder. Samtidig med at oplevelserne og alle de nye mennesker, man har mødt, stadig sidder i kroppen.”

Hvad er dine planer for resten af 2016?
“Efter vores besøg på Atlas har vi to koncerter mere i Danmark, hvorefter vi er inviteret til at spille en koncert på den legendariske PizzaExpress Jazz Club i London under EFG London Jazzfestival. Det glæder jeg mig sindssygt meget til. Derudover har jeg netop udgivet to nye album med balletmusik plus det nye trio-album, som kommer den 1. november. Alle tre er udkommet på mit eget pladeselskab, From Out Here Music, så der er masser at se til med at promovere dem og få dem ud i verden. Og så skal der også stadig være tid til at sidde ved klaveret hver dag og øve og skrive ny musik.”

Line-up
Søren Bebe (piano)
Kasper Tagel (bas)
Anders Mogensen (trommer)

Links
Søren Bebes hjemmeside
Søren Bebe på Twitter
Søren Bebe på Facebook
Søren Bebe på YouTube
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.