Om koncerten

Bemærk: Koncerten afholdes i Skt. Lukas Kirke på Skt. Lukas Kirkeplads 1, Aarhus C.

Søren Huss er en af Danmarks mest talent- og succesfulde sangskrivere. Hans enorme succes med både de seneste års solokarriere og de to album “Troen & Ingen” og “Oppefra & Ned”, og tidligere i livet med hans band Saybia, har plantet ham solidt i danskernes kollektive bevidsthed. Som en helt naturlig del af vores fælles sangbog.

… Læs mere

 

Live får de dybt, dybt personlige sange en ekstra dimension, da Søren Huss ikke kun er en af sin generations dygtigste sangskrivere, men også er en fantastisk formidler. Og nu kan vi med stor glæde og stolthed give publikum mulighed for at opleve Søren Huss helt solo i en række høstkoncerter der fortrinsvis vil blive opført i “livets hus”; Kirken.

Søren Huss forklarer selv:

“Jeg har siden udgivelsen af “Troen & Ingen” i 2010 fået mange henvendelser fra kirker og præster om at spille mine sange eller tale om mit forhold til det at være i sorg. Det var ikke en fjern tanke at spille i en kirke, da jeg er fortrolig med kirkerummet fra min tid som kirkesanger, hvor jeg næsten hver søndag morgen i tre et halvt år mødte op til højmesse, træt og ofte med tømmermænd. Dengang stod jeg i en kort periode med et kors om halsen, hængende i en lædersnor. Det var købt i et kækt øjeblik på den nu hedengangne Midtfyns Festival, og jeg bar det i et stille forsøg med troen på en Gud. Snoren knækkede efter et halvt år, og jeg tog det som et tegn på, at det ikke var noget for mig. Jeg fortsatte i to år som kirkesanger, hvor jeg i mit stille sind oversatte ordet “Gud” med “livet” for, at teksterne gav mening for mig. Det gør jeg stadig, når jeg hører mennesker tale om Gud og forklare om Gud. Det handler om livet, og det gør mine sange også, på godt og ondt. Men det er først nu, efter plade nr. to, en tour rundt alene på scenen og med afstand til min private sorg, at jeg føler mig klar til at spille en hel koncert i “Livets hus”. Jeg glæder mig til at høre, hvad det gør ved sangene.” – Søren Huss

Link
Søren Huss på Facebook

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.