The Jesus And Mary Chain koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

Skotske The Jesus And Mary Chain spiller en yderst melodiøs omgang støjpop, der trækker på alt lige fra postpunk og shoegaze til alternativ rock.

… Læs mere

 

Om The Jesus And Mary Chain
The Jesus And Mary Chain blev dannet i 1983 i East Kilbride af brødrene Jim og William Reid, der midt i en tid med masser af elektronisk orienteret pop ønskede at rette fokus på den guitar, som havde betaget dem så indgående, da de i 70’erne fulgte den britiske punkscene nøje. Brødrene fik lokket bassisten Douglas Hart og trommeslageren Murray Dalglish ombord, og snart blev der sendt demoer ud til en række pladeselskaber – dog uden den store respons. Som en konsekvens af det manglende gennembrud rykkede bandet til Fulham, hvor Bobby Gillespie (Primal Scream) fik sat gruppen i forbindelse med Alan McGee, der kort efter signede bandet til sit pladeselskab, det nu legendariske Creation Records.

The Jesus And Mary Chains debutsingle, “Upside Down”, landede i november 1984, og herefter begyndte der at ske ting og sager – eksempelvis tøvede NME ikke med at udråbe bandet til “det bedste i verden”. Gruppen, der allerede på dette tidlige tidspunkt i karrieren var kendt og berygtet for deres kaotiske koncerter, stofmisbrug og generelt vilde livsførelse, skiftede kort efter til pladeselskabet Blanco y Negro Records, der således var medafsender på bandets debutalbum, “Psychocandy” (1985) – og for den sags skyld gruppens næste fire album, der udkom i perioden 1987-1994. Mens der endnu var stor tumult omkring bandet, så blev albummet ikke desto mindre en stor succes, og vejen blev banet for turnéer i både USA og Japan.

Toeren, den endnu mere melodiske “Darklands”, udkom i 1987, mens treeren, “Automatic”, landede i 1989 og med dens synth-tendenser ikke helt nåede forgængernes popularitet hos hverken anmeldere eller pladekøbere. “Honey’s Dead”, der blev indspillet i Reid-brødrenes eget, nyindkøbte studie, udkom i 1992, og to år senere fulgte gruppens femte album, “Stoned & Dethroned”, der bød på gæstestjerner som Shane MacGowan og Hope Sandoval. Tilbage hos Creation Records indspillede og udgav The Jesus And Mary Chain deres sjette album, “Munki” (1998), men herefter var det slut – efter heftige kontroverser bandmedlemmerne imellem gik bandet i opløsning i 1999.

Efter i en årrække at have fokuseret på forskellige projekter fandt Reid-brødrene sammen igen i 2007, hvor The Jesus And Mary Chain således optrådte på både Coachella og Meltdown Festival. Siden er bandet blevet holdt i live, og i 2015 turnerede gruppen vidt og bredt med en “Psychocandy”-konceptkoncert i anledning af albummets 30 års jubilæum – og tidligere i år landede så omsider bandets første album siden 1998, det meget roste “Damage And Joy”. Et væld af bassister og trommeslagere har over årene flankeret Jim og William Reid, og her i 2017 udgøres bandet foruden de to af guitaristen Scott Von Ryper, bassisten Mark Crozer og trommeslageren Brian Young.

Beslægtede navne
Sonic Youth
Primal Scream
Echo & The Bunnymen
My Bloody Valentine

Anmeldercitater
“Their sound may have matured, and may be more accustomed to a laconic calmness, but Damage and Joy still burns with purpose and when it throws its punches it lands them with ease.” (DIY Magazine, 2017 – læs hele anmeldelsen)

“60s references, bloody mindedness, affairs of the heart and a whole ton of drug references make for a perfect storm. But what comes through clearest is the agelessness of the music they make.” (Record Collector, 2017 – læs hele anmeldelsen)

Links
The Jesus And Mary Chains hjemmeside
Facebook
Twitter
Cold Caves hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.