Trentemøller koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

15. august: Læs et spritnyt interview med Trentemøller længere nede.

Bemærk: Partoutbillet til hele RECession Festival kan købes hér.

Når Trentemøller denne aften spiller på VoxHall i Aarhus, har han på The Fixion Tour givet udsolgte koncerter i 48 byer i 19 lande. På scenen medbringer han et fem mand stort og stærkt live-setup, med hvem han har spillet mere end 300 koncerter over hele verden, og som altså nu også gør stop i Aarhus. Support denne aften bliver danske Tom And His Computer og Roxy Jules samt italienske Matteo Vallicelli.

… Læs mere

 

Trentemøllers nye album “Fixion” er især drevet af produceren og multikunstnerens passion for at eksperimentere og for ubesværet at lade sig inspirere af påvirkninger og forskellige genrer – men samtidig forbliver albummet tro mod Trentemøllers unikke og nogle gange udfordrende tonesprog. Fra kaskader af minimalistiske synth-landskaber til pumpende elektro-punk, og stadig er hvert eneste spor på “Fixion” bundet sammen af en eftertænksom, melodisk kompleksitet.

Under navnet Tom And His Computer gemmer sig den danske elektronika-musiker Thomas Bertelsen – tidligere kendt fra blandt andre Lulu Rouge. Bertelsen er i øjeblikket aktuel med EP’en “Playing In The Night”, der ligesom sidste års forgænger “Small Disaster EP” bryder grænserne mellem lo-fi og darkwave. Tom and his Computer har netop afsluttet en flere måneders lang tour i Europa, USA og Canada som opvarmning for Trentemøllers Fixions Tour.

Roxy Jules er synonym med den roste sangskriver, sanger og musiker Julie Runa. Hendes nye album “Roxy Jules III” er indspillet sammen med musiker og producer Valentin Kruse, der også spiller med live. Tilsammen kalder de sig en elektronisk støjrock-duo. Sangene er bygget op omkring elektroniske beats, længselsfulde keys, enerverende støj og distortede guitarer, der smyger sig legende og kontrastfyldt omkring Julie Runas vokal og tekster.

Italienske Matteo Vallicelli er en anerkendt trommeslager og komponist bedst kendt som live trommeslager i The Soft Moon og Death Index og som én af grundlæggerne af mange kendte italienske punkbands. Hans debutalbum “Primo” er stærkt påvirket af den pulserende technoscene i Berlin, hvor Vallicelli også bor. Vallicelli eksperimenterer med synthesizere og trommemaskiner. Optagelser af lyde på hans computer og kassettebånd førte ham til at skabe en massiv samling af loops og samples, som er stykket sammen til hans debutalbum.

Interview med Trentemøller
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Dette her er vores koncert nummer 75 i år, så vi er top sammenspillede efter at have spillet en masse i Europa, USA, Canada og Kina. Vi spiller en masse numre fra den nye plade “Fixion” og så selvfølgelig de bedste af mine ældre numre. Og så er det visuelle udtryk også vigtigt for mig, så I kan godt glæde jer.”

Hvad er dit forhold til aftenens øvrige optrædende, Tom And His Computer, Roxy Jules og Matteo Vallicelli?
“De er alle mine venner og dygtige på hver deres måde, så det bliver en ret alsidig aften!”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Jeg har mange! Virkelig svært at vælge ét ud, men nyder at spille “One Eye Open”, “Complicated”, “Trails”… Nej, jeg kan faktisk ikke pege på et enkelt nummer… Koncerten er jo en rejse, og det er i virkeligheden nok det, jeg nyder mest – at invitere publikum med på den rejse vores koncert er .”

Hvordan er dine seneste koncerter gået?
“Fantastisk. Senest havde vi nogle koncerter i Italien – de fandt alle sted under åben himmel, og det var meget smukt og stemningsfuldt.”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger?
“De er nogle værre hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, talentløse skiderikker, impotente grødbønder, småbørnspædagoger og socialdemokrater! Nej ok… Jeg elsker dem, og de er unikke for min lyd live! Er så stolt af os som band!”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit yndlings – og hvorfor?
“Er stor fan af Portishead og Beak. Kompromisløse og velspillende. Tror aldrig, jeg har set en live-koncert, der lød så godt, som da vi så Portishead, som vi spillede før på Rock En Seine-festivalen i Paris. Og Beak har så den ekstra vildskab og det psykedeliske element også! To konge-bands i min verden!”

Hvordan vil du beskrive dit seneste album, “Fixion”?
“Åh, det er altid svært at beskrive ens egen musik. Det er et meget personligt album, og jeg synes samtidig, det er det bedste album, jeg har lavet… Stærke melodier og vokal-præstationer, mere eksperimenterende instrumental-numre… Og så er den ligesom vores koncerter forhåbenligt en spændende rejse for lytteren.”

Hvad er dine planer for efteråret og vinteren?
“Jeg vil arbejde på min næste plade, og så har vi nogle koncerter i slutningen af året i Sydamerika – det glæder jeg mig meget til.”

Links
Trentemøllers hjemmeside
Tom And His Computer på Facebook
Roxy Jules’ hjemmeside
Matteo Vallicelli på Facebook
Recession Festivals hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

1 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.

  1. Lotte

    Voxhall 19. August

    Se her. Lyder fedt :-)