Ujazz festival Atlas Aarhus

Om koncerten

Bemærk: Der tages forbehold for ændringer i døråbnings-tidspunktet.

I år vil der for syvende gang være mulighed for at opleve nogle af jazzens absolutte topnavne prøve grænser af og eksperimentere med koncept, genrer og konstellationer, når endagsfestivalen Ujazz finder sted.

… Læs mere

 

Det er jazz, der er så langt ude, at det ikke længere er jazz. Artisterne er nøje udvalgt for deres originalitet og kunstneriske vision, og de kommer hver især med optrædener, der rykker grænserne for både publikum og musikerne selv. Fælles for alle koncerterne er, at de overvejende er uropførelser af nye kompositioner eller improviseret på stedet.

Musikken er udfordrende, men til gengæld er det også en enestående mulighed for at opleve nogle koncerter, som kun finder sted denne ene gang. Læs mere om de enkelte kunstnere nedenfor.

Program
15.30: Christian Vuust + Buchanan/Held/Eilertsen/Norbakken
16.30: Homies X Hoiness
17.10: Stefano Bollani X Diego Schissi
18.00: Illdjinn
18.30: Jacob Anderskov’s Strings, Percussion & Piano
19.10: The Wild Mans Band
20.00: Howe Gelb Deconstructing Standards
21.00: Daniel Lanois (VoxHall, tilkøb)
22.30: Fire! Orchestra

Fire! Orchestra
Svenske Fire! har slået sig fast som en stor aktør inden for freejazz, hvor de heller ikke er bange for at lade vejen gå forbi garage, krautrock og elektro. I Fire! Orchestra går de sammen med en alsidig gruppe musikere for at danne et til lejligheden 20-mand stort orkester og eksperimentere med både lydbilledet og den traditionelle big band-form i et sjældent set stort format. De er inspireret af nogle af heltene inden for freejazzen som Charlie Haden, Carla Bley og Sun Ra og tilføjer deres egen grænsesøgende mentalitet. Til Ujazz vil de spille det nykomponerede stykke ’RITUAL’.

Stefano Bollani & Diego Schissi
Stefano Bollani fra Italien og argentinske Diego Schissi er to af tidens mest bemærkelsesværdige musikere. Til Ujazz mødes de til en kort, heftig koncert, der alt overvejende er improvisationer med tango og andre globale under- og overtoner. Vil man have fuldt udbytte af de to pianisters koncert, kan man med held indløse billet til deres koncert med Aarhus Symfoniorkester dagen før, hvor man blandt andet kan opleve Schissis evner som pianist og komponist, når han på Bollanis opfordring har taget fat på de argentinske klassikere og helt nye kompositioner inden for det, nogen kalder nuevo tango.

Howe Gelb & Steve Shelley
Hvis man siger Howe Gelb, har man næsten allerede sagt dekonstruktion. Amerikaneren er en mester i at rive sine egne sange fra hinanden og sætte dem sammen på nye måder, så der opstår pludselig skønhed eller uventet dissonans. Til Ujazz har vi bedt ham om at dekonstruere jazz standards med Sonic Youth-trommeslageren Steve Shelley, og hvem end Howe støder ind i på sin vej til aftenens koncert.

Homies
Trioen bestående af Ned Ferm (sax), Jeppe Skovbakke (bas) og Rune Kielsgaard (trommer) dyrker deres egen lyd, med hvad de kalder action-drone inspireret improvisation. De mødte hinanden i den internationalt anderkendte gruppe Anderskov Accident i 2001 og har siden spillet sammen i forskellige konstellationer og indspillet med medlemmer af musikkollektiverne ILK, YOYOOYOY og ESCHO. De har netop udgivet deres debut på vinyl.

Illdjinn
Bag navnet finder man den alsidige trommeslager Mads Forsby, som længe har været undervejs med sit soloprojekt. Illdjinn bygger primært på soloimprovisationer på trommesættet, som til lejligheden er udstyret med særlige mikrofoner og triggers til synthesizere. Dermed bevares det helt umiddelbare element i et ellers stort og varierende lydlandskab, hvor der balanceres mellem en traditionel tilgang til improvisationsmusik og en moderne, elektronisk sampler-mentalitet.

Jacob Anderskov – STRINGS, PERCUSSION & PIANO
Med ’STRINGS, PERCUSSION & PIANO’ kombinerer Anderskov det komponerede med det improviserende og legende. Strygertrioen fremhæver det poetiske i musikken, der på bedste vis kolliderer med Peter Bruuns (trommer) og Jacob Anderskovs (piano) stærke improvisationer. Strygertrioen består af Christine Pryn (violin), Anette Slaatto (bratsch) og Ida Nørholm (cello). Som en af den moderne jazz’ vigtigste fornyere går Jacob Anderskov med ’STRINGS, PERCUSSION & PIANO’ nye veje og er på samme tid tro mod sine egne kompositioner.

The Wild Mans Band
The Wild Mans Band tæller tre legender inden for improviserende musik, og igennem deres lange karriere har de spillet talrige koncerter i Skandinavien og Tyskland. Peter Brötzmanns horn går fra det kringlede og eksplosive til det kælende og dvælende. Dybere i lydbilledet lægger Peter Friis-Nielsens bas og Peter Ole Jørgensens trommer en rytmebund, som driver musikken ud på nye, spændende afveje, som The Wild Mans Band aldrig har været bange for at udforske.

Christian Vuust
Christian Vuust har i mange år dyrket den såkaldte nordiske tone i jazzen, og med dette stjernehold af nogle af Nordeuropas stærkeste stemmer inden for nyere jazz bestående af Jakob Buchanan (trompet), Pablo Held (klaver), Mats Eilertsen (bas) og Helge Norbakken (percussion) søger han med helt nye kompositioner også mod det europæiske i musikken. Christian Vuust var i 2014 nomineret til en DMA i kategorien Årets Danske Jazzkomponist for albummet ’Urban Hymn’ og har medvirket på over 70 indspilninger.

Links
Aarhus Festuges hjemmeside
Aarhus Festuge på Facebook
Aarhus Festuge på Twitter
Aarhus Festuge på Instagram

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.