Basco feat. Jullie Hjetland koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

7. november: Vi har fanget Basco-violinist Andreas Tophøj til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Basco er en drik fra folkemusikkens friske kilder, der fører dig ind gennem toner og tekster og får dig til at vågne og se…

… Læs mere

 

Bascos gnistrende spil, Jullies fortryllende stemme og en håndfuld skandinaviske forfattere har givet gamle nordiske viser liv på ny og forløser de hvirvlende melodier: med stemninger fra hurtige skotske reels, flyvende norske hallingdanse, polkaer under den danske sommer og fortællinger fra de dybe svenske skove. Gennem den vilde strøm af inspiration glimter også alskens musik, som de fem musikere har oplevet, dyrket og elsket.

Den nordiske kvintet har modtaget flere priser indenfor DMA Folk og optrådt på en række internationale festivaler: blandt andre Tønder Festival, Folk Baltica, Brosella Jazz & Folk og Førde Festival. Den skotske multiinstrumentalist Hal Parfitt Murray, de danske spillemænd Andreas Tophøj og Anders Ringgaard, den virtuose svenske citternist Ale Carr og den forunderlige dansk/norske sangerinde Jullie Hjetland fortolker sagn og myter fra det gamle Norden, så det damper af frygt og spænding, kærlighed og had, glæde og sorg…

Interview med Andreas Tophøj
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Vi kommer til at spille nye sange fra det album, som vi er begyndt at arbejde på. Vi går i studiet sidst i november for at indspille den første halvdel af pladen. Arbejdstitlen for musikken er “nordiske syner” og tager sit udgangspunkt i gamle sagn og eventyr, som gendigtes af en række danske, norske og svenske forfattere, nogle af historierne i en nyere kontekst, hvorefter vi har sat musik til. Det glæder vi os til at præsentere for folk. Derudover kan man forvente at høre et par af Bascos velkendte instrumentale “hits” for variationens skyld.”

Hvad har I med af merch?
“Vi har fire album – tre studiealbum og et livealbum med Basco og DR Big Band. Jullie og Basco har lavet en digital EP sammen, som derfor ikke findes i fysisk form. Vi arbejder på at lave et vendespil oven på vores seneste foto-session, hvor vi endte op med nogle ret interessante billeder, som gav os idéen til det. Det når dog ikke at blive trykt klar til koncerten.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Uden tvivl “Liden Karen”, som er en gammel fortælling, der findes i både Danmark og England. Det er historien om en ung mø, som begæres af en prins, der ønsker at gøre hende til sin elsker. Hun afslår, da han er en gift mand, og hun i øvrigt ikke har nogen særlig interesse i ham. Han kidnapper hende, voldtager hende, udstiller hende foran sine mænd, giver hende bank, giver hende plads sammen med dyrene i stalden og på alle måder behandler hende og det barn, som fødes efter voldtægten, nederdrægtigt. Det gør han alt sammen for at knække hende og få hende til at bede om nåde og plads på slottet. Men hun hverken giver efter eller tilgiver ham, selv til sidst hvor han svøber barnet og hende i silkelagner og placerer hende i kongesengen. En ren #metoo-fortælling fra gammel tid om magtmisbrug og undertrykkelse, der vidner om, at nogle gange er man bare oppe i mod en overmagt, som man ikke kan klare, og hvor det eneste, man kan i situationen, er at kontrollere, hvordan man agerer overfor ondskaben.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Superskønt. Sidst Basco og Jullie spillede sammen var på et par festivaler i sommeren. Blandt andet på Haapavesi Folk Festival i Finland og Musik Over Præstø Fjord. Publikum har virkelig taget godt i mod de første sange, som vi har præsenteret for dem. Musik Over Præstø Fjord må siges at være blevet en af vores favoritfestivaler. Det er som en meget stor og superhyggelig havefest, der præsenterer varieret musik af høj kunstnerisk kvalitet i en meget folkelig ramme, som har besøg af alt fra børn og unge til voksne og de helt gamle. Den kan vi virkelig give vores varmeste anbefaling, hvis man overvejer at tage på en skøn festival til sommer.”

Links
Bascos hjemmeside
YouTube
Facebook
Jullie Hjetlands hjemmeside
SoundCloud
Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.