Bremer/McCoy koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Væbnet med klaver og kontrabas har Bremer/McCoy formået at give genklang både herhjemme og i udlandet. Duoens fjerde album, “Utopia”, udkom i oktober 2019, og hér fortsatte rejsen videre ind i et forunderligt lydunivers skabt af to perfektionistiske barndomsvenner. Denne aften vender duoen tilbage til Atlas i Aarhus.

… Læs mere

 

De har været pris-nomineret til Steppeulven i både 2017 og 2018 for Årets Musiker og Årets Komponist. De har fået opmærksomhed i udlandet og præsteret udsolgte koncerter på Jazzhouse og Bremen Teatret i København. Bremer/McCoy er et varmt navn.

Jonathan Bremer, kontrabas, og Morten McCoy, klaver, har kendt hinanden det meste af livet og har spillet sammen siden 2012 – og tidligere i 2019 kunne de fejre deres fjerde albumudgivelse sammen.

Fra gamle konstellationer har duoen været vant til at spille koncerter, hvor publikum gav igen. Som Bremer/McCoy har de skullet lære, at det ikke er et dårligt tegn, når folk lukker øjnene og forsvinder.

”På den nye plade havde vi besluttet, at der skulle være mere frihed til nyskabelse – og alligevel ender vi med at lave en plade primært med klaver og kontrabas. Den overordnede ambition er at bidrage til noget, der binder folk sammen. Vi har fået nogle overvældende oplevelser igennem musikken, og det håber vi også, at vores lyttere kan,” forklarer Morten McCoy.

Bremer/McCoy er et stærkt fællesskab med en særlig, gensidig forståelse – en anmelderrost konstellation, der skal opleves.

Jonathan Bremer (født 1991)

Vandt som 17-årig JazzDanmarks Ung Jazz konkurrence med bandet Surf In Stereo. Et år efter blev han hyret af Jazzhus Montmartre som husbassist, og i perioden 2011-2014 var han fast medlem af Niels Lan Dokys trio, og han medvirker desuden på flere af Dokys plader. Bremer har herudover eksperimenteret meget med at bruge kontrabassen i dub, reggae og elektronisk musik, han kuraterer Montmartres serie af upcoming-koncerter og har pladeselskabet Unity Rec. Bremer har optrådt sammen med David Sanborn, Gino Vannelli, Palle Mikkelborg, Raske Penge, Mike Sheridan, Mikkel Metal, Purbayan Chatterjee, Rick Margitza og mange andre rundtomkring i hele verden.

Morten McCoy (født 1992)

Startede sin musiske rejse med at grave dybt ned i den jamaicanske musik-kultur både som musiker, komponist, koncertarrangør og DJ. Siden har han beskæftiget sig med både øst- og vestafrikansk musik såvel som moderne vestlige lyde. Som producer har han blandt andet arbejdet intensivt med at mestre kunsten at optage lyd analogt. I 2017 var han medkomponist på det prisvindende soundtrack til filmen “Underverden” og blev nomineret til en Steppeulv som Årets Musiker og som Årets Komponist sammen med Jonathan Bremer. Han kuraterer Livity Music – et sublabel på Raske Plader.

Links

Bremer/McCoys hjemmeside
Facebook
Instagram
SoundCloud
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.