Danmarks Grimmeste Privatfest koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Bemærk: Billetten, der kan købes i boksen til højre, giver adgang til koncerten klokken 20 – billet til koncerten klokken 22 kan købes hér.

Der venter publikum en helt anderledes koncertoplevelse med masser af verbalt og musikalsk freestyle, når Danmarks mest vindende freestylerapper Pede B tørner sammen med nogle af landets bedste jazzmusikere.

… Læs mere

 

6. september inviterer rapperen Pede B., Aarhus Jazz Orchestra og GrimFest til Danmarks Grimmeste Privatfest på Atlas. Mærk den ægte privatfest-stemning, når hele rummet indrettes som en hyggelig, dunkel dagligstue, mens der på scenen er lagt op til en battle på ord og toner. For hvis der er noget jazzmusikere og rappere har tilfælles, er det kærligheden til freestyle!

Én ting er anmelderne enige om, når det kommer til Pede B: Han spiller nogle af landets bedste koncerter. Om det er releasekoncert i flere akter i Pumpehuset, en fyldt Arena på Roskilde Festival eller P3 Teltet på Smukfest er energien, publikumskontakten og ambitionsniveauet altid i top.

I dansk rap har der været diverse konger af liveshowet gennem tiden. … Jeg synes, det er rimeligt at sætte kronen på Pede B. Gaffa 2016.

Nu kaster Pede B sig over en ny udfordring, når han kommer i musikalsk audiens hos det 18 personer store bigband Aarhus Jazz Orchestra. Her sidder nogle af landets bedste jazzmusikere klar til at fortolke højdepunkter fra rapperens bagkatalog under ledelse af dirigent Nikolai Bøgelund.

Som prisvindende freestylerapper har Pede B tidligere givet kamp til stregen i MCs Fight Nights boksering – som han har vundet hele tre gange – og rapperen bruger stadig freestyle aktivt under sine koncerter. Det giver ifølge rapperen en “intimitet med publikum”. Og freestyle – eller improvisation – er netop et af jazzens særlige kendetegn. Hvad er derfor mere oplagt end at fusionere de to stilarter?

“De her musikere er simpelthen så dygtige, at jeg nærmest får præstationsangst af at skulle optræde med dem,” forklarer Pede B. “Jeg kommer jo oprindeligt fra den del af hiphopscenen, hvor vi spillede til bittesmå hiphop-jams kun med en CD eller minidisc kørende i baggrunden. Så rykkede vi over til DJ, så enkelte musikere, og det største jeg har prøvet var bandopsætningen til Roskilde Festival i 2015. Men det her er bare endnu større, så det er fantastisk at føle, man endnu engang kaster sig ud i en forøgelse af opsætningen!”

Sceneopsætningen er også helt anderledes, da Danmarks Grimmeste Privatfest – i samarbejde med den aarhusianske festival GrimFest – hverken byder på traditionelle opstillinger fra hiphoppens eller bigbandets verden. Atlas’ klassiske koncertrum transformeres til en ægte privatfest, hvor publikum bliver indhyllet i en afslappet og nærmest hjemlig atmosfære til en unik, nærværende musikoplevelse.

Links
Pede B’s hjemmeside
Aarhus Jazz Orchestras hjemmeside
GrimFests hjemmeside

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.