• Defecto koncert Atlas Aarhus
  • Electric Hellride koncert Atlas Aarhus
  • Beneath The Silence koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

13. februar: Vi har fanget Defecto-frontmand Nicklas Sonne til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Spottet af grammy-vinderen og den internationalt kendte producer Flemming Rasmussen (Metallica) er Defecto uden tvivl én af de mest lovende tilføjelser til den danske metalscene i nyere tid. Defecto bidrager med intelligent og melodisk progressiv metal, som har givet bandet national opmærksomhed og anerkendelse. Massive riffs, gigantisk lydende catchy omkvæd, grandios symfoni og teknisk overlegenhed er blandt de ting, der kendetegner Defectos musik.

… Læs mere

 

Den 2. december 2017 fortsatte Defectos udbrud på den danske metalscene med udgivelsen af “Nemesis” – efterfølgeren til den yderst kritikerroste “Excluded” fra 2016. Defectos musikalske mission med “Nemesis” var at skrive sange, der gør et øjeblikkeligt indtryk på lytteren – med et fokus på sangskrivningen samt på at nedbryde musikalske barrierer fremfor at forsøge på at passe ind i en specifik lyd. Resultatet er ulig noget andet fundet på den danske metalscene – moderne, kraftfuld og symfonisk heavy metal med melodier, der bliver i hovedet efter første lyt.

Defecto har allerede spillet udsolgte tours i Danmark samt på festivaler som Copenhell og som support for gigantiske acts som Metallica og Rammstein foran henholdsvis 16.000 og 35.000 publikummer. Derudover vandt Defecto High Voltages pris for ”Årets Upcoming Band” i 2017 samt ”Best Metal Act” fra Underground Music Awards 2012.

Defecto er absolut et band, man skal holde øje med, og deres andet album er endnu et skridt ud i at bevise deres massive potentiale.

Interview med Nicklas Sonne
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Publikum kan forvente at høre sange, som vi aldrig før har optrådt med live. De kan ligeledes forvente at høre det længste sæt, Defecto endnu har spillet live, samt en masse forberedt show og underholdning!”

Hvad er dit forhold til aftenens øvrige optrædende, Electric Hellride og Beneath The Silence?
“Electric Hellride har vi spillet med et par gange før – første gang helt tilbage i år 2013. Vi snakker godt med Electric Hellride-drengene, og vi føler, at deres gode gamle heavy metal passer rigtig godt på en aften med os. Vi er alle fans af hinanden – det er ren kærlighed. Beneath The Silence har jeg haft i mit studie Sonne Studios, hvor de indspillede deres kommende EP. Der blev jeg først bekendt med dette bands unikke kvaliteter og deres potentiale på den melodiske metalscene. Der var ingen tvivl om, at de i denne omgang skulle være lokalt support!”

Hvad har I med af merch?
“Vi har masser af merch med! Vi har alt det nye lækre med fra vores nylige udgivelse “Nemesis”. Vi har både t-shirts, lady t-shirts, hoodies, patches, CD’er, huer og caps med.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Mit favoritnummer at spille live er titelnummeret på den nyeste skive “Nemesis”. Den er ond, voldsom, melodisk og har masser attitude. Makes you feel like a real MAN! (og så har jeg en solo, yay!)”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Vores seneste koncerter har været rigtig gode. Sidst vi spillede var til vores releasefest i København, og før da havde vi i efteråret 2017 shows across country, som alle stort set var udsolgte med meget glade mennesker, som vi altid gør en dyd ud af at hygge og snakke med efter vores shows. Vi elsker at hænge ud med fans og godtfolk!”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger?
“Jeg vil beskrive gutterne i bandet som min tvilling, min røde kone og mit adoptivbarn. Alle lige dejlige på hver deres måde og alle fantastisk dygtige til deres instrumenter!”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit yndlings – og hvorfor?
“Mit yndlings livenavn er sgu go’e gamle Metallica. De er bare uretfærdigt fede til deres shows. Deres attitude, deres lyst og den måde, de formår at komme ud over scenen på selv med sange, de har spillet en million gange, er meget inspirerende.”

Hvordan vil du beskrive jeres seneste album, “Nemesis”?
“”Nemesis” vil jeg beskrive som en dyster omgang hævi mædl med masser af melodi, blærerøvs-sekvenser og storladenhed.”

Hvad er jeres planer for foråret og sommeren?
“Vi har allerede omkring 30 shows booket for resten af året. Vi har en nightliner-tour med bandet Persefone, otte headline-shows i Danmark og festivaler – heriblandt Copenhell. Ud over dette er planen, at vi skal i studiet med album tre.”

Electric Hellride
Electric Hellride er en velkendt og respekteret metalkvartet fra den københavnske undergrund. CV’et tæller blandt andet en optræden på Wacken Open Air, support for Overkill, yderst anmelderroste udgivelser og en utrættelig energi i en spændende blanding af thrash, død og traditionel heavy metal. Fans af Entombed, Metallica, Machine Head og Mastodon vil elske Electric Hellride for et kompromisløst og hidsigt greb om kompleks heavy metal.

Det nye album (der udkom den 15. september 2017) har fået titlen “Praedam”, der oversat fra latinsk betyder “bytte”. Sangene kredser om at være jaget vildt eller selv med magt holde noget eller andre som bytte. Et koncept, der foldes ud i forlængelse af musikkens desperate og aggressive lyd, som leder tankerne hen på en voldsom menneskejagt af Von Trier’ske dimensioner. Fem år er gået fem år siden den groovy “Hate.Control.Manipulate”, mens bandet i 2014 med EP’en “Come Darkness, Come Light” demonstrerede nye tricks i ærmet. På “Praedam” fuldbyrdes potentialet fra EP’en: Det er blevet vildere, mere stemningsfuldt, mere dynamisk, og så er der skåret godt ind til benet, så kun det bedste står tilbage.

Beneath The Silence
Beneath The Silence er et melodisk metalband med fokus på tunge, groovy riffs med en stærk, melodiøs vokal. Der lægges særlig vægt på en moderne lyd samt et solidt liveshow med energisk kant. Den 8. april 2016 udgav bandet deres første EP “Meant For The Clouds”, hvorefter bandet har været rundt i næsten hele Danmark – herunder Viborg Metal Festival 2017 samt Metal i Forsamlingshuset. Bandet er snart klar med nyt materiale, som planlægges at skulle udkomme i 2018.

Links
Defectos hjemmeside
Twitter
Facebook
Electric Hellride på Facebook
Beneath The Silence på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.