• Elevatorfører koncert Atlas Aarhus
  • Farfars Tobak koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

I 2019 fejrer det danske syrerockband Elevatorfører 10 års jubilæum. Det gør de ved at tage på forårstour med deres femte album “Jeg Er Kommet For At Slå Tiden Ihjel”. På den nye plade har bandet udfordret sig selv mere end nogensinde før. De har skabt en række elegant orkestrerede numre, hvor den oprindelige inspiration fra syrerocken får endnu et ryk på skalaen mod det smukt atmosfæriske. Musikken har antaget en mørkere tone, samtidig med at det otte mand store band-kollektiv stadig holder fanen højt for den gode melodi og det flippede udtryk. Denne aften gæster de Atlas i Aarhus.

… Læs mere

 

Elevatorførers særlige aftapning af psych-rocken balancerer veloplagt mellem den vilde jambaserede rockmusik fra 60’erne og 70’erne, og de kvaliteter man forbinder med mere pop-orienterede sange. I denne syrede cocktail forener de sing along-kvaliteter med en mere frit flydende og skramlet sound.

Teksterne lever deres eget boblende liv i Elevatorfører, og de synges på dansk. Udspændt mellem den messende hymne og det desperate opråb inviteres lytteren ind i en verden befolket af mærkværdige skæbner og mindeværdige stemninger.

Bandet har opbygget et gedigent ry som en utrolig medrivende live-oplevelse. Hér får publikum i rigeligt mål får serveret ren spilleglæde, humor og begejstret energi. Hér handler det om at gøre musikken levende og give plads til både at grine og blive rørt.

Elevatorfører anno 2019 vil have dig med ind i deres helt eget trippede univers – så kom indenfor!

Mere om bandet

Elevatorfører arbejder som et kollektiv. Både musikere og billedkunstnere i bandet står for det samlede bidrag af numre, tekster og artwork. Bandet har gennem årene skabt både koncerter, udstillinger og særlige bidrag til festivaler. På denne måde forsøger de at sætte sig ud over, hvordan et band konventionelt skal opføre sig.

Bandet har udgivet live-LP’en “Opkald Fra Ukendt Etage” i 2013, de to studieplader “Prøv Lige At Forestille Dig Det” og “Søvngænger” i 2016 og senest den anmelderroste “Live Fra Den Blå Planet” i 2018.

Elevatorfører er et energisk live-band med en lang række forskellige koncerter bag sig. De har spillet steder som Hotel Cecil, Loppen, Amager Bio, Børneteateret, VoxHall, Radar, Atlas, Gimle, Studenterhuset Ålborg og Tusindfryd. Derudover har de haft glæden af at underholde på festivaler som Copenhagen Psych Fest, Festival of Endless Gratitude, Musikfilm Festival, Avernax, Aarhus Psych Fest, Nothern Winter Beat, CPH PIX og Kildemose festival.

Anmeldercitater

”’Live fra Den Blå Planet’ er gennemført helt ned i det smukke, maritime artwork og i selve den blå vinyls riller gemmer sig et inciterende rockmusikalsk trip, hvor de elektriske guitarer slår soniske guirlander omkring tilpas syrede tekster, mens orgel, diverse slagtøj med mere fuldender lydbilledet. Det er ganske enkelt en fornøjelse, når et stadig mere stilsikkert Elevatorfører folder sig eftertrykkeligt ud. (5 stjerner)” (Gaffa om Elevatorførers 2018-liveplade)

”Bundniveauet er både hvad sangskrivning og udførelse angår ganske højt lige som teksterne har den helt rette blanding af det flippede og det poetiske. ‘Centralen’ skriver sig direkte ind som en ny dansk hippieklassiker, og er man til genren, vil man helt sikkert knuselske disse to udgivelser, der er gennemsyret af kærlighed til stoffet” (Henrik Queitsch fra Ekstra Bladet i sin anmeldelse af Elevatorførers to studieplader)

”Vi fik ni numre på tre kvarter, og det var både velspillet, melodisk og stærkt underholdende. Der er ingen tvivl om, at Elevatorfører nærer stor kærlighed til den psykedeliske genre, samtidig med at de også godt kan gøre lidt venskabeligt grin med den. Det skader ikke at blive mindet om sine rødder fra tid til anden, heller ikke selvom de kommer fra en euforiserende plante. Fire store sug af jointen til Elevatorfører.” (Ole Rosenstand Svidt om Elevatorfører live)

”Elevatorfører banker rusten af det bedagede udtryk bevidsthedsudvidende og tager lytteren med på musikalske rejser af den slags, der fremkalder salige erindringsglimt af tæppedraperede, dunkle rum og bløde klumper sort afghan. (5 stjerner)” (Gaffa om Elevatorførers to studiealbums fra 2016)

Farfars Tobak

Farfars Tobak er navnet på et psykedelisk rockorkester fra København. Bandets skaber ved hjælp af drømmende vibrationer og toner et udsyret og intenst univers svøbt i rum-ekko-space-fuzz. Farfars Tobak synger om komplicerede liv, drømme om Cuba, præsidenter fra rummet og halvmånebørn.

I 2018 udgav Farfars Tobak deres debutplade “Flydende Solskin”. Pladen er selvudgivet og optaget i bandets øvelokale. Farfars Tobak har siden 2016 eksisteret som gruppe og har siden da været vidt omkring på de danske scener. I Farfars Tobak spiller man musik for masserne trods det psykedeliske twist. Koncerterne bestræber sig på at holde et konstant overraskelsesmoment. I en blanding af melankolske sange og dansevenlige hymner får man en koncertoplevelse uden lige.

Med mange koncerter bag sig kan man forvente et band, der tryllebinder sit publikum dybt ind i deres enestående univers. Kvartetten Farfars Tobak består af Aske Kloth-Jørgensen på guitar og sang, Carl Askehave på guitar, Anton Fogt Pedersen på bas og Oliver Paluch på trommer.

Links

Elevatorfører på Facebook
Farfars Tobak på SoundCloud
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.