Katinka koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

1. november: Vi har fanget Katinka til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Med sjælesøgende sange har Katinka på kort tid vundet såvel KarriereKanonen som en Steppeulv i kategorien Årets håb – og nu også en DMA-nominering i kategorien Årets sangskriver. I foråret kom debutalbummet fra et egenrådigt band, som uden hensyn til at lave hits eller se hotte ud kaster sig ud i stormfulde højder af lyd og ned i lyriske afgrunde, hvor alle de små forbitrede følelser flyder fortvivlede rundt.

… Læs mere

 

Bandets poetiske og eksperimenterende popmusik har ikke bare ramt radiostationernes playlister, men også landets spillesteder, hvor bandet har spillet for fulde huse over hele landet i forbindelse med forårets albumturné – nu er de klar til at tage en tur mere; Katinka kan opleves live over hele landet i oktober og november.

Katinka – fakta
Bandet blev grundlagt i 2012.
Vinder af KarriereKanonen 2015. Vinder af Steppeulven 2017 i kategorien Årets håb.
Katinka var nomineret til Gaffa Prisen 2016 i fire kategorier – herunder Årets danske band.
Tidligere udgivelser: “I røntgen” (EP, 2014), “Lufthuller” (EP, 2016)
Katinka består af: Katinka Bjerregaard (vokal, ukulele), Simon Ask Ladekarl (guitar, produktion), Marie Hageltorn Christiansen (keys, kor) og Tobias Pedersen (trommer).

Interview med Katinka
Du svarede sidst, at I er meget intense på scenen – hvordan kommer det til udtryk?
“Jeg er slet ikke bange for at vise mine følelser både på og udenfor scenen – det er sådan, jeg er bygget. Der er ingenting, der er gemt væk og smidt ind under gulvtæppet – sådan lever jeg ikke. Alt ligger uden på trøjen. Mine tekster emmer derfor også meget af følelser – både had og kærlighed – og det skal publikum mærke, ligsom jeg gør det. Når vi spiller vores sange, tager jeg dem på, så de overvælder mig – det bliver nærmest en kamp eller en dans.”

Sidst medbragte I vinyler, muleposer og t-shirts – har I i mellemtiden udvidet merch-paletten yderligere?
“Vi har nogle nye t-shirts og muleposer med – vi synes selv, at de er virkelig flotte. Især t-shirten, hvor der står “Ikke køn nok til at danse”, er vi meget stolte af. Så har vi selvfølgelig vinyler og CD’er med. Og som noget helt nyt kan man købe en lille tekstsamling, der lige er blevet udgivet med alle mine tekster og digte. Det er en lille og smuk bog.”

Er “Vinter” stadig et af dine yndlingsnumre at fremføre live? Hvilke numre kommer i nærheden af det nummers status for dig?
“Sangene er jo mine børn, så er der ikke nogen, jeg som sådan elsker højere end andre. Men der er stadig numre, der er sjovere at spille live – især når vi spiller nye sange, er det altid lidt spændende. Vores nyeste sang er lige nu “Krig” fra vores debutalbum, som vi først har kunne spille nu. Den kan jeg virkelig mærke – den gør stadig lidt ondt at spille. Jeg føler nærmest, at jeg går i krig, når jeg synger den.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Vores seneste koncerter er gået godt. Man ved aldrig rigtig, hvad man kommer ind til, når man spiller nye steder. Men folk er søde og lyttende. Jeg elsker, når jeg kan få publikum til at græde og grine til samme koncert, og det er de heldigvis med på.”

Du svarede sidst, at du var den mest utålmodige i bandet – hvordan håndterer du det?
“Jeg har både dagbog og bog med, så jeg ikke bliver alt for rastløs. Men det er musikeres lod i livet, at vi bruger mange timer på at vente. Men vi har det ret sjovt i bandet, så det plejer at være hyggeligt. Og så er jeg så heldig, at jeg falder i søvn som en baby, når vi kører i bil fra by til by.”

Har du oplevet dit elskede The National (og ikke mindst Matt Berninger) siden sidst (april), og hvordan var det i givet fald?
“Det har jeg desværre ikke – for tiden spiller jeg flere koncerter selv, end jeg går til koncerter. Sådan er det nogen gange”

Hvornår er det realistisk, at I kaster jer over arbejdet med et nyt album?
“Vi er allerede så småt i gang – jeg har skrevet en del sange, og Simon Ask (producer og guitarist) og jeg har allerede været i studiet et par gange. Så der sker lidt”

Hvad er jeres planer for vinteren og foråret?
“Vi har været på tur i snart et år nu med vores debutalbum, Så til december trækker vi stikket et stykke tid, så vi kan få lavet et nyt album, så vi har nye sange at spille for jer. Hvis alt går, som vi vil have det, hvilket det aldrig gør, så udgiver vi nyt til efteråret 2018. Det glæder jeg mig til.”

Links
Katinka på Facebook
SoundCloud
Arbirk på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.