Kites And Komets koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Kites And Komets alias Mikael Kærsgaard er klar til at sende et nyt album på gaden. Sangene på “Do You Believe In Love Today?” er skrevet på Mikaels mors gamle spanske guitar, og den stærke melodi og poppede kerne er fortsat Kites And Komets’ varemærke. Men tempoet er taget ned, fokus holdt på det enkle lydbillede og sangene bygget på drømmen som den drivende kraft.

… Læs mere

 

Kites And Komets har været et etableret navn på den danske scene, siden Mikael vandt Karrierekanonen i 2011. Men de seneste år har der været stille omkring Kites And Komets – udadtil. Mikael har været i skriveeksil og arbejdet sig ind og tilbage til det udgangspunkt, han holder af som sangskriver. Den gode sang, som holder bare med guitar og vokal. Og så er han blevet far. En livsforandrende begivenhed, som i høj grad har inspireret albummets store tematikker. Tiden, der bare går, og tegner vores liv imens.

“Do You Believe in Love Today?” spørger Mikael på titelnummeret – et boblende, akustisk guitarbåret popnummer med et nærmest filmisk narrativ. Billedet er enkelt: Jeg tror på kærligheden, jeg håber, at du også gør, og jeg drømmer om, at det også er sådan i morgen.

”Jeg havde som 11-årig et band med to venner. Jeg gik vildt meget op i det og tegnede stakkevis af tegninger af bandet i en lille bog, jeg havde. Det er den ”old book with my drawings of magic future times”; jeg skriver om i “Sometimes Your Dreams Seem So Alive”. Den sang handler om, hvad vi stiller op, hvis der ikke er drømme at stile efter? Faktisk tror jeg ikke, vi kan holde os i gang uden drømme,” siger Mikael.

Første single fra albummet “June” kom i januar og markerede starten på et nyt kapitel for Kites And Komets. De sidste års sangskrivning har givet ham fokus på det essentielle i hans proces og den gamle spanske guitar, som engang var Mikaels mors, og som startede hans musikalske rejse som barn, slår tonen an for den nye fortælling, som er meget personlig for ham.

”Flere af sangene på albummet handler om at minde sig selv om de positive oplevelser livet giver. Tvivlen og mørket er et vilkår for drømmen om det gode, og derfor er drømmen også et valg om at se det gode i hver dag. Det at blive far har skabt en ny forståelse af tiden for mig, og det har forstærket mit fokus på at værdsætte øjeblikket. I sammenhæng med det er livets forgængelighed også et tema på albummet, som i afslutteren “Till We Die”. Visheden om at man skal dø kan give klarhed til at vælge de ting i ens liv, der virkelig betyder noget. Tiden er et klart omdrejningspunkt for albummet”, fortæller Mikael.

Kites and Komets lettede som vinder af Karrierekanonen i 2011 og har siden EP’en i 2012 landet adskillige P3-singler, ligesom debutalbummet fra 2014 blev Ugens album hos P4.

Mikael har indspillet og produceret albummet i samarbejde med Símun Ørgaard Mohr (bas), og Brian Batz (Sleep Party People) har mixet. Det aarhusianske stryger-ensemble Who Killed Bambi medvirker på seks af albummets numre, Jonas Haahr Petersen (Hymns From Nineveh) medvirker på “Bedford Avenue” og som tekstlig sparringspartner på albummet, og Nikolaj Paakjær (Hymns From Nineveh) og Andreas Brixen (Bodebrixen) medvirker på flere af albummets sange.

Links
Kites And Komets’ hjemmeside
Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.