• Konkhra koncert Atlas Aarhus
  • Demolizer koncert Atlas Aarhus
  • Defecate koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

19. februar: Vi har fanget Konkhra-bassist Martin R. Patterson til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Efter 10 års albumpause er danske Konkhra endelig tilbage med “Alpha And The Omega”, som byder på mere fantastisk dødsmetal af den gamle skole. Denne aften gæster de Atlas i Aarhus.

… Læs mere

 

Under navnet Vicious Circle blev Konkhra stiftet tilbage i 1988. Det navn blev hurtigt skrottet, og efterfølgende sendte Konkhra en malstrøm af udgivelser på markedet op igennem 90’erne samt et par stykker i 00’erne. Efter en udgivelsesdvale i 10’erne er det legendariske dødsmetalband endelig tilbage.

I oktober 2019 udkom “Alpha And The Omega” – Konkhras ottende fuldlængdealbum. Og musikken taler for sig selv: Den er ekstrem, men afbalanceret inden for bandets patenterede grooves og grindende metalliske rødder. Den handler om død fra de levendes perspektiv. Om magt fra de trængendes syn. Om kærlighed i hjertet fra de ensomme og fortabte. Og om håb, når alt håb er forsvundet for altid.

Og nok så relevant – Konkhra lyder stadig, som Konkhra lød, da unge som gamle metalfans forelskede sig i dem op gennem 90’erne og 00’erne. Det er tung, groovy og fantastisk dødsmetal af den gamle skole!

Interview med Martin R. Patterson

Hvad kan publikum forvente af koncerten, og hvad kan du afsløre om sætlisten?
“Vi er i topform og kampklar. I forbindelse med releasen af vores nye album “Alpha And The Omega” i oktober 2019 har vi for nylig spillet shows i København, Aalborg og Odense. Publikum reagerer positivt på old school-stilen, som vi stadig spiller. Det er også samme respons, vi får på det nye album. Denne aften kan Aarhus se frem til et energisk show fra Konkhra og et par fede supportbands: Demolizer fra København og de lokale Defecate. En uge efter koncerten tager vi på Europa-tour med Batushka og Malevolent Creation, så det er ret cool at have fyret et par shows af inden. Sætlisten kommer i Aarhus til at bestå af en del klassikere og en håndfuld fra det nye album. Så der er både noget, du kan skråle med på, og noget at øve sig på inden koncerten.”

Hvad har I med af merch?
“I vores merchshop sælges forskellige T-shirts. Blandt andre “Nothing Is Sacred”, “Alpha And The Omega”, “Malgrowth” og “Spit Or Swallow”. Derudover har vi vinyler med: “Alpha And The Omega” og re-issue “Weed Out The Weak”. Der er selvfølgelig også CD’er og nogle patches til battle-vesten.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Personligt har jeg det ret fedt over de tungere numre som “Thoth” og “Life Eraser”. Når det er sagt, så er det sgu også ret vildt at fyre den af til hurtigere numre som “Spit Or Swallow”, “Floodgates” og “Warmonger” – det er nok bare ikke helt let at pege et enkelt nummer ud.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“De seneste shows i København, Aalborg og Odense har været for fede. Publikum giver den gas sammen med os og vender positivt tilbage. Ofte er der en stor tilfredshed overfor old school-elementet. Når man som band har så mange år på bagen, så er der selvfølgelig også et tilbagevendende publikum fra “dengang”. Aldersgruppen svinger i øvrigt virkeligt meget. Der er både de helt unge, som har fundet interesse i old school, og de ældre (på vores egen alder!), som kommer for at høre et band fra deres ungdom. Der er helt klart også et behov for old school dødsmetal i en verden med så mange subgenrer. Intet ondt sagt om tech, math og så videre, men old school kan bare noget “andet” – og det “andet” leverer Konkhra 110%.”

Hvad skal publikum få tiden til at gå med indtil koncerten?
“Hvis du keder dig og alligevel sidder med internet omkring dig så tjek for eksempel “Shield Of The Sun” med Michael Hur som hovedperson kaste sin foragt og løgne mod Konkhra. Det handler kort fortalt om, at Konkhra skulle have stjålet 500.000 dollars fra ham. God underholdning. Dom Lawson (respekt!) har på Blabbermouth.net givet “Alpha And The Omega” en respektfuld og fed anmeldelse. Den er også værd at læse – eller genlæse. Og så er der altid Konkhras YouTube-kanal hvor der er både gammelt og nyt.”

Demolizer

Københavnske Demolizer spiller nådesløs, hård og ufiltreret old school thrash metal, der med garanti vil få dig til at samle dine tænder op med brækkede fingre efter en tur i pitten!

Med en stor, rødglødende langemand peget imod lovens lange arm stræber de efter at levere det hårdeste, hurtigste og ondeste thrash metal, du overhovedet kunne drømme om i stil med: Slayer, Exodus, Municipal Waste med flere.

2019 kastede en finaleplads i den danske W.O.A Metal Battle samt en demo og en single af sig – begge D.I.Y-producerede og udgivet via eksempelvis Spotify!

Defecate

Defecate hører musikalsk til i den brutale ende af metal-scalaen. De spiller old school dødsmetal karakteriseret af deres tunge riffs, dybe growls, pig squeels, en god portion groove og thrash-elementer.

Efter bandets debutkoncert på CC i Silkeborg blev de fluks booket til Tornvang Open Air og modtog følgende disse rosende ord fra Killing-trommeslager Jesper Fogh Skousen:

“Old school death metal blandet med lidt slam & brutal death tilsat en smule moderne headbanger-med-hele-kroppen indbydende død. Alt sammen leveret med en spilleglæde, som bare smitter af på publikum! Hold kæft det var fee!”.

Defecate har eksisteret siden 90’erne under forskellige navne. De har i de sidste par år haft udskiftninger på vokal- og bas-fronten og har spillet seks koncerter i 2019, opvarmnings job for Aphyxion i januar 2020 og har en debut-EP, der udkommer i foråret 2020.

Links

Konkhras hjemmeside
YouTube
Twitter
Instagram
Facebook
Demolizers hjemmeside
Defecate på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.