Niels

Om koncerten

Bemærk: Koncerten er en siddekoncert.

20. februar: Vi har fanget Niels “Niarn” Roos til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

I vinteren 2019 tager Niels Roos (Niarn) på turné med sit nye underholdningsshow Manden De Kaldte Niarn. Det nye show kombinerer et nyt format for Niarn med både musik og historiefortællinger fra hans liv som musiker og misbruger.

… Læs mere

 

Du kender Niels Roos som den aalborgensiske rapper Niarn, der står bag hits som “Dobbelt A” og “Antihelt”. For fem år siden droppede Niels karrieren som Niarn, efter han var døden nær af sit massive alkohol- og stofmisbrug.

Niels har dog kun lagt Niarn og ikke musikken på hylden og er nu tilbage med et underholdningsshow, der kombinerer musik og historiefortælling.

Udover indlevelsesrige og humoristiske historier indeholder showet også både nye såvel som ældre musiknumre krydret med anekdoter om Niels’ tid på toppen af hitlisterne og forrest i baren.

Med sig på scenen har Niels de to musikere og brødre Eirikur og Heini Corfitz, der tidligere var en del af det dansk/færøske punkband The Dreams, som Niarn ved flere lejligheder har arbejdet sammen med.

Hvis du er Niarn-fan, var det for 10 år siden eller bare er glad for musik og gode historier fra et indholdsrigt og til tider vanvittigt liv som rap-stjerne, så er dette showet, du helt sikkert ikke vil gå glip af.

Interview med Niels “Niarn” Roos”
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“De kan forvente en rigtig hyggelig og ikke mindst sjov aften. Musikalsk kommer man en tur rundt i mit bagkatalog, men i et noget anderledes lydbillede end tidligere. Samtidig spiller jeg også et par nye numre. Så fortæller jeg også en masse komiske, tossede og virkelig sjove historier fra min tid på toppen af hitlisterne og forrest i baren. Der er rigtig meget at grine af, vil jeg godt garantere. Det er ikke nogen joke at være alkoholiseret rapstjerne, men man kommer ikke uden om, at det efterlader én med en masse sjove historier, som kan bruges til at sætte misbrug og afhængighed i fokus på en anderledes måde, nemlig med et grin.”

Hvad har du med af merch?
“Jeg har en stak eksemplarer af min bog “Mit Liv – Mine Regler” med, og jeg kigger selvfølgelig ud efter showet og signerer dem, hvis nogen skulle være interesseret i det.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“På den her tour er det “Jimmy og Maria”. Det fik jeg aldrig touret med i 00’erne, og det har altid været et favoritnummer, så det elsker jeg at spille. Især i den her nye version. Og så elsker jeg altså også at spille de nye numre. Det er en helt ny måde for mig at udtrykke mig på, og jeg elsker at prøve nye ting rent kunstnerisk.”

Hvordan er dine seneste koncerter gået?
“Det er gået virkelig godt. Folk har taget pisse godt imod showet. Premieren i Bremen var fucking vild, der var så god energi. Det er en helt ny måde for mig at optræde på, og jeg elsker det. Det er laid-back og afslappet. Jeg holder meget af at få folk til at grine, og det er heldigvis lykkedes indtil videre. Dét at fortælle en god historie og få folk til at skrige af grin, giver mig lige så meget nu, som det gav mig at få folk til at hoppe, danse og skrige for 10 år siden.”

Links
Niels “Niarn” Roos’ hjemmeside
Facebook
Twitter
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.