• Dream Police koncert Atlas Aarhus
  • Bollocks koncert Atlas Aarhus
  • Razor Blades koncert Atlas Aarhus
  • Heroes 2 None koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

28. august: Vi har fanget Dream Police-frontmand Johnny Concrete til en snak om arrangementet – læs interviewet længere nede.

Bemærk: Foruden den almindelige billet kan man købe en billet, der også inkluderer dobbeltalbummet “Pære Punk 40 – The Album” på vinyl – pladen udleveres på aftenen. Billetten koster 215 kroner og kan tilgås via “Tilføj til kurv”-knappen i boksen til højre.

I september 2018 løb Pære Punk 40-festivalen af stablen over to udsolgte aftener på Atlas i Aarhus. 10 bands (samt engelske Ruts DC som speciel guest) gav puls-tjek på den danske punk/nyrock-scene, som den ser ud i dag, og efterfølgende gik alle i studiet (eller i gemmerne) for at bidrage med noget unikt til det dobbeltalbum, der fejres med trut, blæs og elefanter denne aften på Atlas.

… Læs mere

 

På aftenen kan pladen erhverves, og den kan forudbestilles ved billetforsalg til favorabel pris. Fire bands (fra sidste års festival og PP40-pladen) spiller hver et kort sæt mellem champagneboblerne.

Dream Police

Dream Police – ældre, adskillige kilo tungere, men absolut ikke klogere – er tilbage på hjemmebane i Aarhus et år efter Pære Punk 40-festivalen på Atlas.

Kanonerne er kørt i stilling, og målet låst fast.

Dream Police disker op med en blanding af gammelt og gammelt, og der bliver også plads til et par overraskelser, nu der er blæst til fest.

Gubberne:
JC – Vokal
ST – Guitar
MP – Guitar
ME – Bas
TG – Hi-hat

The Bollocks

The Bollocks startede sin færd tilbage i 1977. På én af de daglige udflugter til Christiania for at indkøbe dagens klump mødte de bassistens gamle skolekammerat Sorte Per. Sorte Per proklamerede, at hans venner havde et band, der om få øjeblikke ville gå på i Rockmaskinen. Bandet var The Sods, som vi i dag kender under navnet Sort Sol. Peter Peter fra selv samme Sods var en stor hjælper, indpisker og opmuntrer siden hen. Punkbandet The Bollocks var dermed skabt.

Som en kuriositet kan nævnes, at The Bollocks var det første danske punkband på Roskilde Festival og så endda på Orange Scene. Bollocks blev indbudt som repræsentant for det københavnske punk-miljø. De fyrede den max af, foran et søvnigt hippie-publikum, der ventede på Santana. The Bollocks medvirkede på pladerne “Concert Of The Moment” og “Nosferatu” og nu på Pære Punks 40 års jubilæumsplade.

Jens – Bas, vokal
Niels – Guitar
Christoffer – Trommer

Razor Blades

Razor Blades blev dannet i 1979 og var Fyns første hardcore punk-band. Efter et par EP- og kassettebånds-udgivelser og mange velbesøgte Aarhus-gigs blev bandet opløst i 1984. Bandet blev gendannet til Pære Punk 40-festivalen – en gendannelse, der pågår her et år efter.

Razor Blades spiller stadig med en højoktan energi og er garanter for benstrit i alle retninger. Er ud over medvirken (naturligvis) på “Pære Punk 40 – The Album” snart pladeaktuelle med nyindspillet EP.

Kristian Isbrand – Guitar, vokal
Lars M. Thomsen – Guitar
Søren Mittet – Bas
Martin Isbrand – Trommer

Heroes 2 None

Aarhus Stiftstidende kaldte Heroes 2 None et allstar band inden for deres genre ,og det kan man vel også med rette gøre. Bandet blev dannet i slutningen af 2016 af fire veteraner fra det danske punk- og Oi!-miljø. Medlemmerne har blandt andet spillet med bands som The Zero Point, Last Seen Laughing, War Of Destruction, Skaloot, The Hoolies, The Guv’nors og The Outfit igennem de sidste 35+ år.

Bandet har adskillige internationale koncerter bag sig, og debutpladen udkom sidste år på Tyske ”Oi! The Nische Records”. Den høstede mange flotte anmeldelser både i Danmark og udlandet. Blandt andet skrev engelske Viva Le Rock Magazine: ”Up there with the likes of Cock Sparrer, Last Resort and The Business”.

Aggressivt, minimalistisk og melodiøst er de tre ord, der særdeles godt beskriver Heroes 2 None. Inspirationerne hentes i den britiske 70′- og 80’er-punkrock- og Oi!-genre samt den nutidige europæiske streetpunk-scene. Tilsæt så et skud rock ‘n’ roll, og det hele blandes til en unik lyd, som ikke lyder som noget andet band i Danmark!

Vi garanterer en uimodståelig trang til i hvert fald at vippe med foden når Heroes 2 None indtager scenen!

Heroes 2 None består af:
Søren Hald: Vokal
Steen T: Guitar / backing vokal
JP: Bas / backing vokal
Dr. Golczyk: Trommer

Interview med Johnny Concrete

Hvad kan publikum forvente af Pære Punk 40 – The Album Releaseparty?
“Publikum kan forvente en festlig festugeåbning fra fire af den danske punkscenes lokomotiver. Nogle kører stadig på kul, andre er strømlinede og er hurtigere end IC3/4, hehe.”

Hvad kan du fortælle om albummet, vi fejrer?
“Dobbeltalbummet “PP40. – The Album” er det svedige resultat af PP40. festivalen fra september sidste år. Alle 10 danske (RUTS DC er desværre ikke med på pladerne) bands har været i studiet eller gemmerne og bidrager med noget helt unikt til projektet. Desuden er der en bonus-sektion med fantastiske ting fra gemmerne, de ældste ting fra henholdsvis 1978 og 1979.”

Hvor tilfreds er du med det endelige produkt?
“Temmelig, temmelig meget endda. Og med snarligt udsolgt kan vi konstatere en stor forhåndsinteresse, hvad projektet bestemt også fortjener.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live i Dream Police-regi?
“Well, hvis jeg ikke løber tør for ilt, så er “Antichrist” altid en fornøjelse at udbasunere. Nummeret handler altså om fremmedgørelse – ikke omvendte 6-taller.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Fremragende. Udsolgt hus. Vi spillede senest til PP40. festivalen for snart et år siden. Jeg har ikke så travlt, og specielt begge guitarister viser tegn på mæh-taltræthed, så der er hensyn at tage. Thomsen er meget glad for alt det frugt, der altid er at finde i Atlas’ bandrum før og efter koncerterne. Meget glad.”

Links

Dream Police på Facebook
Razor Blades på Facebook
Heroes 2 None på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.