• Pære Punk 40 koncert Atlas Aarhus
  • NRG koncert Atlas Aarhus
  • No God koncert Atlas Aarhus
  • Heroes 2 None koncert Atlas Aarhus
  • Dream Police koncert Atlas Aarhus
  • The NimbWits koncert Atlas Aarhus
  • Ruts DC koncert Atlas Aarhus
  • Razor Blades koncert Atlas Aarhus
  • Never koncert Atlas Aarhus
  • Bollocks koncert Atlas Aarhus
  • Jan Sneum Atlas Aarhus

Om koncerten

Bemærk: Dette er partoutbilletten – der kan også købes billetter kun til fredag eller lørdag. Se programmet længere nede.

I november 1978 spillede syv nye bands over to aftener i Husets Musikteater, Vester Allé – det nuværende VoxHall.

… Læs mere

 

Disse to aftener har efter udgivelsen af en LP fem måneder senere (Kong Pære Records – svært efterspurgt samlerobjekt i dag) simpelthen heddet Pære Punk Festivalen.

40 år er gået… 40 år siden en flok, en stor flok, desillusionerede unge fra Aarhus – og staden – ændrede det musikalske landskab her til lands for altid.

Shit & Chanel, Nana Banana, Sange Om Merværdi, Jomfru Ane Band og Mabel?!

Derfra var intet at hente for piger og drenge i Albertslund, Vallensbæk, Rødovre – eller de aarhusianske forstæder – som så og hørte en “spark døren ind”-attitude og musikalsk åbenbaring i Sods, Kliché, Lost Kids, grænseoverskridende No Knox, helt igennem forfærdelige Slim med strip, Brats, Elektrochok (der ikke optrådte i Aarhus, men er med på LP’en) og Dream Police fra Tilst.

Pære Punk Festivalen i 1978 kom væltende ind og rystede op i apatien… Resten er historie – ligesom festivalen.

No Aarhus og Atlas & VoxHall markerer og helligholder det skarpe hjørne med en todages festival til september.

12 bands spiller over to dage – og der vil være kulturelle indslag.

Foreløbig er 11 navne på plads:
NRG
No God
Heroes 2 None
Dream Police
The NimbWits
Ruts DC
The Razor Blades
Emenkaya
Never
Bollocks
Jan Sneum

Fredag
No God
NRG
Heroes 2 None
Never
Ruts DC

Lørdag
Dream Police
Bollocks
The NimbWits
The Razor Blades
Emenkaya
Jan Sneum
+ et endnu ukendt navn

NRG
Det danske punkband NRG blev dannet i 1981 i den københavnske forstad Albertslund og eksisterede oprindelig indtil 1989. Henad vejen udviklede gruppens musik sig fra ’76-punk og hardcore over free form avantgarde til psykedelisk garagerock.

De udgav singlen “Kulturel Forvaltning” b/w Sort i 1984 og minialbummet “Aber Mein Liebchen” i 1986. Gennem alle årene bestod NRG af Kim Ingemann (guitar & vokal) og Claus Lindhardt (trommer) med skiftende bassister og guitarister.

NRG flyttede deres base til København i 1984 og optrådte jævnligt i bz’ernes hus Ungdomshuset og den vigtigste københavnske rockklub på det tidspunkt, Barbue.

NRG turnerede de største danske byer i Danmark og også i Sverige, Rusland, Kasakhstan og Uzbekistan. I 90’erne arbejdede Kim Ingemann og Claus Lindhardt næsten udelukkende som et studieprojekt og udgav deres musik på web under navnet Shoom Unit.

I 2009 blev NRG gendannet med Uffe Ejlerskov på bas og spillede en række koncerter i blandt andet Ungdomshuset på Dortheavej og i Rockmaskinen på Christiania.

Siden 2014 har NRG bestået af Kim, Claus og bassisten Kian Stra.

NRG er i dag en hyperaktiv trio, der blander nyt, originalt materiale med nogle af klassikerne fra pladerne. Stilmæssige referencer er punk med surf-tendenser og Hüsker Dü, Ramones og King Gizzard.

No God
No God spiller 100 procent no wave. No God bevæger sig mellem uartikulation, opråb og frenetiske angreb: minimalisme; avantgarde; kaos; fest!

No God er Jens Valo på guitar og vokal, Carl Chr Tofte på trommer og vokal samt Jacob Leth bas og vokal.

Jens Valo spillede med Kliché til den første Pære Punk Festival. Jacob Leth var med i legendariske De Må Være Belgiere. Carl Chr Tofte er Nasa Dude og dansk lofi’s nestor.

No God udgiver debutalbum til april på Black Pilot Records. Albummet er en fuldkommen analog produktion. Det vil sige, at alle optagelser, mix, mastering og tryk er foretaget på analogt udstyr. Albummet udkommer som vinylplade – dog inklusiv digital download.

No God har spillet en lang række koncerter i ind- og udland så forskellige steder som Mayhem, Vega, Cinemateket, Øst For Paradis, Rote Flora i Hamborg og til Noise Fest i Leipzig.

Heroes 2 None
Heroes 2 None er et Oi!/streetpunk-band fra Aarhus.

Aggressivt, minimalistisk og melodiøst er de tre ord, der særdeles godt beskriver Heroes 2 None. Inspirationerne hentes i den britiske 70”er- og 80’er-punkrock og Oi!-genre samt den nutidige europæiske streetpunk-scene – tilsæt så et skud rock ‘n’ roll, og det hele blandes til en unik lyd, som garanteret ikke lyder som noget andet band i Danmark!

Bandet blev dannet i slutningen af 2016 af fire veteraner fra det danske punk- og Oi!-miljø. Medlemmerne har blandt andet spillet med bands som The Zero Point, War Of Destruction, Skaloot, The Hoolies, The Guv’nors, The Outfit og Last Seen Laughing igennem de sidste 35+ år!! Bandet har allerede adskillige internationale koncerter bag sig, og debutpladen er lige på trapperne på tyske Oi The Nische Records.

Søren Hald: Vokal
Steen T: Guitar/backing vokal.
JP: Bas/backing vokal.
Dr. Golczyk: Trommer

Dream Police
Dream Police blev dannet i Langkærparken, Tilst, nytårsaften 1977 og debuterede i Aarhus august 1978 til “Det Lange Ræs II”-arrangementet på Husets Musikteater – det nuværende VoxHall; bandmedlemmerne var 15, 16, 18 og 2o år gamle…

To måneder senere headlinede bandet en tirsdag aften samme sted foran en næsten fyldt sal… Odd Bjertnes support.

En måned senere, november 1978, var de det eneste band, der spillede begge aftener til punkfestivalen, og “Johnny, Johnny” og “Bubbles” var med på “Pære Punk”-LP’ en (Kong Pære, 1979).

Dream Police debuterede i København i Den Grå Hal i februar 1979 – koncerten blev senere kendt som det store æg og tomater-show og for, at Lost Kids ikke ville gå på efter Dream Police, selv om scenen var pænt ryddet, og de fleste tomatkastere lå og jamrede sig ovre i et hjørne.

Stifter Johnny Concrete er stadig frontmand med en hårdtslående udgave af Dream Police, men som han filosoferer: “Engang en rebel… Nu tyk og med støttestrømper og med brug for en lur, når børnebørnene har været på besøg… Jeez!”

Selektiv diskografi:
“Come With” EP (1979/1981)
“Demise” EP (1980/1981)
“Cold Winds” 12″ (1987)
“In Situ” LP (2013)

Crew:
Rune Tørrild/Guitar
Max Power/Guitar
Steen Thomsen/Bas
Thomas Golszyk/Hi Hat
Johnny Concrete/Vox

The NimbWits
Københavner-snuderne The NimbWits er en broget flok musikere med lange baggrunde i bands og musik sammenhænge, der indbefatter nærmest alt fra punk hardrock, thrash og metal til coverbands og hvad der ellers findes af unaturlige musikgenrer.

Bandets mest drevne punkrock-musiker er bassist Lars Marcussen, som gav den gas i en god håndfuld punkbands fra 1978 til 1992 – blandt andre Illegal 80 – Misanthropic Charity for derefter fra 1992 til 2002 at kørte løs i punkbandet Hanx, som havde Henrik Ibsen med som sanger.

Henrik Ibsen havde tidligere været sanger i Ligkapellet, som han kom med i efter at have mødt Carsten til en Lost Kids-koncert i Roskilde. I perioden 1979 til 1981 udbredte han sang og rytmisk skæld ud i netop dette band. Efter Ligkapellet var Henrik Ibsen med i Dregs og Bad Mads, der begge spillede hardcore punk.

Trommeslager Carsten Kjær Nielsen dannede Ligkapellet i 1979, og her startede han sin punkkarriere, og efter at Ligkapellet blev opløst, dannede han Danmarks første thrash metal-band Artillery.

Guitarist Martin Bjørknov har spillet mange år – siden 1985 – i så forskellige genrer som mandolin-orkester til metal over i smadder-rock i stort set alle afskygninger.

Og på en anden guitar findes Gert Christensen, som tilbage i midt-firserne fik den grundlæggende musikopdragelse i hardrock-bandet Bad Business, og som derefter on and off har rodet med rock- og punk-musik i sine ædleste former.

The NimbWits har siden starten tilbage i 2013 udviklet deres egen stil, som mest kan betegnes ikke at være nogen egentlig stil, men et spicy mix af punk, rock og lidt metal – drysset med melodiske elementer.

The NimbWits har siden starten ikke kompromitteret det faktum, at der overvejende spilles egne numre kun tilsat et minimum af covers.

Det har indtil nu resulteret i to hele og et halvt album – og bandet er så småt på vej til at kigge på materiale for måske et kommende album nummer tre.

Ikke mange musikere i alderen omkring de 50 år starter et band fra scratch og bilder sig ind, at de kan få folk til at lytte på nye egne numre, men det gør The Nimbwits – og uden at ryste på hænderne spiller vi det, vi selv synes er det fede, og så må folk og skribenter tage det eller lade være.

Men for dem, der gider at høre på det, så vanker der dedikerede og festlige gigs!

Ruts DC
Ruts DC er levende legender på punkscenen i England, og for første gang besøger de nu Danmark… Ikke et sekund for tidligt.

Dannet i London i 1977 var Ruts banebrydende i et helt unikt musikalsk udtryk, der blandede punk, heavy rock og reggae.

Hvem kender ikke “Babylon’s Burning” (nåede top-10 i England i 1979), “Staring At The Rude Boys” og “In A Rut”… De, der ikke gør, ved hat om engelsk punk.

Gruppens første album “The Crack” er en bona fide klassiker, der holder sig frisk og vibrant på 40. år…

Ruts ledes stadig af den dynamiske rytmegruppe Seggs og Ruffy med “ny” guitarist Leigh, der har samlet handsken op efter uforlignelige Paul Fox, der desværre forlod sit jordiske hylster for nogle år siden.

Ruts turnerer som aldrig før og udgiver nyt materiale, og Atlas/No Aarhus er stolte af at kunne præsentere bandet som speciel gæst fredag aften.

The Razor Blades
The Razor Blades blev dannet i Glamsbjerg på Fyn i september 1979 af brødrene Johan og Kristian (Gug) Isbrand. Efter to år med skiftende besætning fandt de i sommeren 1981 en egentlig stabil band line-up ved at invitere de sidste to brødre i flokken, Martin Isbrand og Søren Mittet, med i bandet. På daværende tidspunkt var gruppen flyttet til Odense og blev en samlende kraft i skabelsen af et egentligt fynsk punkmiljø.

Gruppens egentlige debut var i april 1980 til et 10’er punk-arrangement på Tagskægget i Aarhus, og herfra var de meget aktive på punkscenerne i Aarhus, København og Odense. I den endelige band line-up blev lyden mere rendyrket hardcore og The Razor Blades blev sammen med bands som War Of Destruction og Zero Point fra Aarhus og Electric Deads fra Nordsjælland et af landets markante hardcore punk-navne.

The Razor Blades nåede at opbygge et rygte som de vilde og utæmmede provinspunks, der spillede lidt hurtigere og vildere og havde lidt mere alkohol i blodet. Og det fynske fan-crew gjorde deres til at understøtte dette.

Bandet nåede at udgive en cassette med albummet “Hateful Youth”, split-EP’en “Forhadt Ungdom” sammen med Flere Døde Pansere samt EP’en “Plastic Messiah”.

De gik i opløsning i 1984 og har ikke siden spillet en offentlig koncert, men The Razor Blades genopstår til Pære Punk 40 års jubilæumsfestival i ¾ original brødre-line up. Det vil sige uden Johan, men med fornemt selskab af den tidligere Leben Und Leben Lassen-guitarist Lars Thomsen.

Besætningen til Pære Punk 40 er: Kristian Gug Isbrand (gui/sang), Martin Isbrand (tr), Søren Mittet (bas) og Lars Thomsen (tidl. Leben und Leben Lassen) (gui).

Emenkaya
Emenkaya fra Aarhus spiller mismodig, misantropisk og melodiøs hardcore/punk. De trækker på inspiration fra amerikanske bands som No Trend, Hüsker Dü og The Wipers og tæller medlemmer fra Cola Freaks og Under Al Kritik. Bandet udgav en LP i 2012 på dagen, hvor bandet officielt gik i opløsning. Der er altså tale om en unik chance for at se et af de glemte bands fra Aarhus’ undergrund.

Never
Never består af Jack Sander Giersing og Tomas Ortved.

Never er eksplosiv rockmusik, der river og rusker, men med melodiske og forførende overraskelser. Tsunami-rock hvor man hiver efter vejret, inden et nyt angreb sætter ind. Teksterne er minimalistiske med et glimt i øjet.

Det er to kompetente herrer, der har prøvet lidt af hvert i musikkens tjeneste. De mødte hinanden i punkrock-gruppen Alive With Worms i 2004. Da Alive With Worms stoppede i 2011, lavede de CD-udgivelsen ”Catch” – en opfølger til Tomas Ortveds første solo-album ”Sun Pistol”. ”Catch” udkom i 2012. Derefter producerede og arrangerede de et album, for kunst-punkrock-gruppen Phantom Pain ”Loverash” med Janine Neble i front, der udkom i 2013.

Efterfølgende fik de lyst til at lave noget sammen, hvor de begge var komponister, arrangører og producere på lige fod, og de gik derfor straks i gang med at lave en EP under navnet Never, som udkom i 2014. Siden da har de spillet mange koncerter primært i det alternative københavnske musikmiljø.

Deres nye EP hedder bare “Ortved og Giersing”, for det er det, det er.

Bollocks
Danmarks første punkband The Bollocks udgiver i disse dage et brag af en debutskive.

13 super-energiske, humoristiske og fantastisk iørefaldende sange er det blevet til.

The Bollocks er det første og eneste danske punkband, der har indtaget Canopy-scenen på Roskilde Festival. Det skete for øjnene af en samling måbende hippier og flok jublende fans i 1980.

The Bollocks havde op til da brugt tiden på at spille deres højenergiske poppunk rundt om i det ganske land og dermed opbygget en solid fanbase.

Spilleglæden boblede fornylig over i Subversive Studios med Adam Schwarts i kontrolrummet. På en hektisk weekend blev 13 sange skudt fra hoften, indspillet live, og skiven i dag er en realitet.

Det er kravet fra deres solide og vedholdende fanbase, der gør, at vi nu er stand til at afspille disse gamle klassikere samt en masse nye punk-popperler på anlægget hjemme i stuen.

Jan Sneum
Om lørdagen er vi stolte af at kunne præsentere Jan Sneum (f. 1945) – ikonisk fotograf, radiojournalist, redaktør af adskillige opslagsværker om rockmusik med mere. Sneum var selv tilstede i 1978 og knipsede billederne, der pryder bagsiden af “Pære Punk”-LP-coveret (1979).

Sneum vil fortælle anekdoter, svare på spørgsmål og underholde gæster på scenen. En lille del af Jan Sneums (punk)fotos fra slut-70’erne kan opleves i Musikhuset indtil midt i maj. Den Gamle By planlægger en større udstilling i forbindelse med Pære Punk 40.

Flere bands følger…

Links
No Gods hjemmeside
Heroes 2 None på Facebook
Dream Police på Facebook
The NimbWits på Facebook
Ruts DC’s hjemmeside
Never på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.