Pierre Dørge & New Jungle Orchestra koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

26. september: Vi har fanget Pierre Dørge til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Bemærk: Koncerten er en siddekoncert.

I september 1980 stod New Jungle Orchestra (NJO) på scenen for første gang og denne 37 års rejse fejres nu med endnu en musikalsk rejse i den frodige danske jungle.

… Læs mere

 

Siden første koncert i Musikcaféen i Huset i København har NJO spillet mere end 1000 koncerter i mere end 50 lande – fra Damascus i Syrien til Carnegie Hall i New York City (NYC), Operaen i København, Sydney Town Hall, Ungdomshuset – for Nelson Mandela på National Teatret i Pretoria – for Den japanske Kejser på Akasaka Palace i Tokyo – Kofi Annan med alverdens FN-ambassadører på B.B.King i NYC, – kurser for Dansk Industri, på Musikkonservatorierne, i børnehaver, koncerter i kirker og på togstationer med mere.

I mødet mellem orkestret og publikum opstår spontant en intens samhørighed, som får musikkens fortælling til at sprudle, så alle kan gå hjem med fornyet energi efter en musikalsk oplevelse udover det sædvanlige.

Lige fra første optræden har bandet inviteret gæster ind i junglen (til dags dato 151 kunstnere). I de seneste år har man blandt andre arbejdet med tubaspilleren Michel Godard, jazzlegenderne Yusef Lateef og John Tchicai, skuespillerne Jess Ingerslev og Jesper Christensen, sangerne Hanne Boel, Gitte Hænning, Josefine Cronholm, Djina Mai-Mai, Sainkho Namtchilak, Povl Dissing, forfatteren Ib Michael, kineseren Yu Jun (guzheng) Kontra Kvartetten, DRs Pigekor, den indiske fløjtemester Shashank Subramanyam, den balinesiske Semara Ratih Gamelan og den tuvenske gruppe Hun Huur Tur.

Line-up
Gunnar Halle (Norway) trompet
Pierre Dørge (Denmark) conductor & guitar
Jakob Mygind (Denmark) saxes
Anders Banke (Denmark) bass clarinet & sax
Kenneth Agerholm (Denmark) trombone
Irene Becker (Denmark) piano & synthesizer
Thommy Andersson (Sweden) bass
Bent Clausen (Denmark) vibes & percussion
Martin Andersen (Denmark) drums

Interview med Pierre Dørge
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“En junglekoncert er en musikrejse udover det sædvanlige. På Atlas opstår musikken i mødet mellem publikum og musikerne. Det bliver en medrivende fest med en sprudlende glæde, som forvandles i alle retninger – mørke, vilde, hede junglerytmer, som ebber ud i den smukkeste morgenstemning. Musik, som aldrig står stille, men ændres ud fra stemningen i rummet, publikums udstråling. Alle bliver draget ind i musikken – både musikere og tilhørere. Vi er et globalt, dansk band, som aldrig lyder ens og ikke lyder som noget andet – fra et inferno af trafikcrash til stille fuldmåne – even the moon is dancing.”

Hvad har I med af merch?
“Jeg har altid et udsøgt udvalg med af de mere end 50 album, som jeg har indspillet gennem årerne.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Alle musikstykker er favoritnumre – for eksempel en smuk kinesisk ballade “Ducks Of Peking”, der glider over i en heavy rock-sag som “Happy As A Cow”.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“Den sidste koncert foregik i en fyldt kirke på sydsjælland, hvor en tilhører sagde: “Min kæreste var i tårer det meste af koncerten, fordi det var så smukt og livgivende, mens jeg grinede, fordi det var så legende let, frit og morsomt.” Men den vildeste koncert var en udendørs koncert på Chicago Jazz Festival med 60.000 publikummer, som alle stod op og klappede på ekstranummer. Min guitar skreg og hylede, fordi alle Chicagos radiostationer gik ind i min guitarmic og ud gennem den store scenes PA-anlæg. Et par dage før spillede vi til festival i Ungdomshuset på Jagtvej. Men det er svært at vælge en koncert frem for en anden, når orkestret har spillet cirka 2.000 koncerter over hele verden i mere end 50 lande.”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger i New Jungle Orchestra?
“Musikerne i jungleorkestret hører til blandt de bedste på verdensplan – de er alle store solister. Jeg har udvalgt dem omhyggeligt gennem mange årtier, og der har været 167 musikere og solister siden New Jungle Orchestras første koncert i september 1980. De har alle deres speciale og er originale, selvstændige musikanter.”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit yndlings – og hvorfor?
“Det lyder måske lidt blæret, men mit ynglingsorkester er New Jungle Orchestra, og det skyldes, at det er mit livsværk, som indeholder alle de musikalske ideer, som jeg sætter højest. Når jeg hører andre bands, keder jeg mig som oftest – det bliver ensformigt at høre på. De fleste mangler alle de kontrastrige stemninger, som kan høres til en koncert med jungleorkestret.”

Hvad er dine planer for efteråret og vinteren?
“Jeg arbejder hele tiden på at komponere ny musik – først og fremmest til New Jungle Orchestra – og samtidig forbedre de arrangementer, som vi spiller til koncerter – efterårets og vinterens koncerter ligger naturligvis i Danmark med afstikkere til Italien og Spanien, og i januar er der festivalkoncerter i Indien med lokale indiske musikere; blandt andre fløjtevirtuosen Shashank Subramanyam.”

Links
Pierre Dørge & New Jungle Orchestras hjemmeside
Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

2 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.

  1. Kirsten

    Jazz koncert Atlas 27.9.

    Hej Rune og Mette

    Kunne I tænke jer at gå med os til koncert med dette orkester Pierre Dørge & New Jungle Orchestra d.27. september i Atlas.

  2. Anders

    Du vil fortryde hvis du ikke

    Dette er modne mænd og en kvinde som ved hvad de laver – meget kompetent og død morsomt