• Kampfar koncert Atlas VoxHall Aarhus
  • Orm koncert Atlas VoxHall Aarhus

Om koncerten

Dette er lørdagsbilletten – der kan også købes partoutbillet eller billet kun til fredag.

Foreningen Metal Royale kan for 13. gang præsentere Royal Metal Fest!

… Læs mere

 

17. og 18. april 2020 slår vi portene op til to dage med alt, hvad dit sorte hjerte kan begære af kompromisløs og ekstrem musik, når den årlige metalfestival afholdes på tre af landets fineste spillesteder; VoxHall, Atlas & Radar.

Line-up

Soilwork (SE) (fredag)
Kampfar (NO) (lørdag)
Uada (US) (fredag)
Solbrud (DK) (fredag)
Grift (SE) (fredag)
Velnias (US) (fredag)
Orm (DK) (lørdag)
Wayward Dawn (DK) (fredag)

Flere navne vil blive tilføjet løbende!

Børn under 12 år kommer gratis ind i følgeskab med en voksen med billet.

RMF’20 bliver præsenteret i samarbejde med Fonden VoxHall, Aarhus Kommune, Statens Kunstfond, Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund, PROMUS, Soundforce – Backline Rental, Den Rullende Pølsemand, MerchCity samt alle vores fabelagtige frivillige – uden jer ingen fest!

Soilwork (SE) (fredag)

De blev dannet i 1995 under navnet Inferior Breed – nu er de bedre kendt som Soilwork, som de har heddet i over 20 år. De spiller moderne melodisk dødsmetal – et lydbillede, der blander Gøteborg-lyden med melankolske melodier. Det har altid været tydeligt at høre, at Soilwork kommer fra svensker-døds-land, selvom de til tider har kunnet bevæge sig ud i en metalcore’sk lyd.

I 2016 forlod Dirk Verbeuren trommestolen, som hurtigt blev overtaget af danske Bastian Thusgaard, der også folder sig ud i Dawn of Demise og The Arcane Order. Soilwork har 11 albums under bæltet – seneste udspil er “Verkligheten”, der høstede meget fine anmeldelser internationalt såvel som herhjemme. Heavymetal.dk skriver blandt andet: “Produktionen er knivskarp, sangene er fængende, og variationen er stor. Soilwork befinder sig på et virkeligt højt niveau, og det er marginaler, der adskiller denne udgivelse fra de suveræne forgængere”.

Kampfar (NO) (lørdag)

Der er kul på Kampfar og knald på både hastighed og hidsighed. Det er black, men mere manisk henad ekstremmetal eller death og med alt fra rockede til proggede elementer – samtidig med, at der indimellem gøres plads til folklore, hvilket drager fornemmelserne over mod decideret vikingemetal.

Og den nordiske mytologi vægtes højt hos både vokalisten Dolk og de øvrige musikere i Kampfar, selvom titlen på den anmelderroste nyudgivelse “Ofidians Manifest” har rod i det gamle Grækenland. Tematikken på albummet kredser om Ophidia, slangen, og dens egenskaber og ligesindede: Tvetydighed, krybdyr og insekter.

Titelnummeret herfra er på engelsk, men ellers holder bandet efter 25 aktive år og en heroisk genkomst efter personlige kriser hos flere af bandmedlemmerne forrige år sig stadig mest til modersmålet. Akkurat ligesom de endnu, og nok nærmere mere end nogensinde, fokuserer på at gøre tingene efter eget hoved og ikke mindst lave et helvedes godt show, når de spiller live.

Uada (US) (fredag)

Amerikanske Uada lyder på een gang friskt og pilråddent. Atmosfæriske melodier smyger sig mellem brutale blastbeats, mens Jake Superchi’s vanvittige dommedagsvokal nænsom tager dig i hånden, flår armen af dig og tæver dig med den.

Bandet er et af de absolut ypperste beviser på hvordan de klassiske norske dyder kan opdateres og moderniseres, og deres koncert på Copenhell 2019 betegnes af mange som en af årets bedste. I anmeldelsen skrev Devilution blandt andet: “Som rabiesramte ulve fastlåste i kæder fortsatte de fire skikkelser med deres magtdemonstration i resten af den time festivalen tillod dem at spille. Uada beviste at man ikke behøver gammeldags remedier for at være et ægte Black metal band. Næh nej, det hele handler om attitude, dybde og at mene musikken – og det gør Uada fandeme!”

Solbrud (DK) (fredag)

Solbrud har efterhånden ti år på bagen (det første år under navnet Gargoyle), og raser fortsat derudaf med stormfulde kompositioner, der skifter behageligt brat fra fuld dobbeltpedalsk desperation over til kontrolleret blæst formet i perfekt afmålte doser rytmisk melankoli. Hvirvelvindene efterlader et uvejr i sindet på den enkelte og i rummet individerne imellem.

Ole Luk og co. sparer aldrig på kræfterne, når de leverer noget af det fineste black, der er kommet ud af Danmark; Nærmere bestemt Københavns Nordvestkvarter. Musikken formuleres forvitrende og forvandler alle tilhørere til overlevende skibbrudne, tomme for ord og læsset med helt nye erkendelser.

Forvent opblændinger af de lækreste detaljer samtidig med et atmosfærisk tæppebombardement båret af præcision og indlevelse.

Grift (SE) (fredag)

Grift er et enmandsprojekt af Erik Gärdefors, som med sine skandinaviske klange og klagende overgangsstemme blander black metal med forhistoriske naturbeskrivelser og folkede fornemmelser.

Geografisk tilhører Grift Göteborgs yderste opland ved søen Vänern, og lokalpatriotismen er stor: Både musisk såvel som i scenekunsten befinder vi os der, hvor grantræerne vokser helt ud over klipperne ved vandet, eller langt inde i den sydvestsvenske skov med kæmpemæssige nedlagte stammer og de øverste grene fortvivlede filtret ind i hinanden.

Grift er et gammelkristent svensk ord for grav, og lyrikken fokuserer på glemslen og dens modstander: bitter erindring. Live tager Erik Gärdefors sit band med, og formentlig også sit psalmodikon – et strengeinstrument fra 1800-tallet, brugt i kirker uden orgel.

Velnias (US) (fredag)

Smeltet i en digel ved foden af Rocky Mountains, tæt ved den lille universitetsby Boulder i Colorado, kommer her en storladen blanding med doom og menneskehad som baseingrediens.

Det amerikanske band trækker både på folk, black og heavy, og fyrer op under historiefortællingen med urgamle sagn, hvilket navnet understreger: Velnias er de baltiske landes svar på Odin, en enøjet gud med hang til tricks, og som ifølge mytologien kan se ind i fremtiden.

Mens de tunge beats kører, kan en klassisk heavy guitarsound og growl i taleregistret pludselig tage over i flere minutter, inden alt igen bliver båret helt ned i både tempo og nodesystem, og fremmaler stilheden på toppen af de sneklædte bjergsider, som skærmer hjemegnen mod de allerhårdeste vestenvinde – og outroen kan lige så vel bestå af helt enkle folkemusiske toner som en langvarige udfadende distortionoverstemmer på guitaren. Et velorganiseret mix med dybe gys fra fjeldene på den anden side af Atlanten!

Orm (DK) (lørdag)

På de fire år, det bornholmske band har eksisteret, har de snoet sig ind i de sorteste metalhjerter med nordisk historie som omdrejningspunkt.

Elementerne, der støtter op om tematikken, kan være alt fra en enkelt supporttrompet for de dybe strenge på en sjælden hørt, men helt afgørende lavtempoguitar, til flydende vikingetidselektro i baggrunden af den hidsige dobbeltpedal.

På nyudgivelsen “Ir”, understreger de to vokalister, at menneskets evige hjertekvaler, når de søges forklaret i naturen eller religiøst, bør tolkes som noget, der er større end den enkelte selv.

Orm bygger på resterne af det hedengangne dødsmetalband By The Patient, men med skiftet til black metal når bandet op på et niveau, som både anmeldere og koncertgængere med den største fornøjelse applauderer.

Wayward Dawn (DK) (fredag)

Wayward Dawn har base i Skanderborgs jyske muld og spiller intens og hensynsløs dødsmetal. Bandet trækker lytteren ind i en verden af ond nihilisme og monstrøse lydbilleder med tordnende dobbeltpedaler, pulveriserende basstykker og nedstemte guitarer spillet gennem klassiske Marshall-forstærkere. Med inspiration fra både klassisk og moderne dødsmetal leverer Wayward Dawn en kombination af hurtig tremolo-picking og blastbeats, langsomme og knusende tunge passager samt episke omkvæd. Giftige ord om menneskelig og samfundsmæssig forfald fuldender billedet med dyriske brøl, afgrundsdybe growls og bundrådne skrig.

Wayward Dawn udgav deres anmelderroste debutalbum ”Soil Organic Matter” den 31. august 2018. Albummet var indspillet og produceret af Jacob Bredahl i Dead Rat Studio og mastered af Brad Boatright.

Links

Metal Royales hjemmeside
Facebook
Instagram
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.