• The Rumour Said Fire koncert VoxHall Aarhus
  • Anders Boserup koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

17. oktober: Vi har fanget The Rumour Said Fire-frontmand Jesper Lidang til en snak om koncerten – læs interviewet længere nede.

Det var næsten for godt til at være sandt. Hvor de fleste bands er flere år om at slå huller i den danske musikbranche, havde The Rumour Said Fire dårligt udgivet debut-EP’en “The Life And Death Of A Male Body”, før det hele for alvor tog fart med ”The Balcony” i 2009. Gennembrudshittet var en realitet, og sangen har siden opnået flere end 3,5 millioner streams på Spotify. Men der var også en bagside af medaljen. TRSF fik meget hurtigt meget travlt, og måske også mere travlt end godt er for et ungt band, der stadig var ved at lære at spille sammen. Efter udgivelsen af det andet fuldlængdealbum, “Dead Ends” i 2012, stod de pludselig overfor et svært men vigtigt valg.

… Læs mere

 

“Vi havde bare kørt løs med fuld fart siden 2009. Som sangskriver har jeg en indre uro, og den betyder nok, at jeg også kan være lidt svær at arbejde sammen med. Men det var den energi, vi kørte på, og det skaber selvfølgelig nogle konflikter, som vi havde brug for at løse. Vi trængte til at trække vejret og finde hinanden igen som band,” fortæller forsanger og sangskriver Jesper Lidang.

Men selv om pausen var nødvendig, var den ikke nem, fortæller Jesper Lidang:

“Jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvad der nu skulle ske med os. Det var lidt tomt på den anden side. Vi var ikke ude i nogen stor krise, men det var heller ikke selvskrevet, at vi ville finde sammen igen.”

Efter halvandet år skete det heldigvis. Bandet mødtes i Tambourine Studios i Malmø, hvor de begyndte at tracke de sange, Jesper Lidang havde skrevet, mens bandet var sat på pause. Og pludselig var magien der igen. Resultatet er albummet “Crush”. Det er færdigindspillet i Sauna Studiet i København og produceret i samarbejde med Nis Bysted. Mattias Glavå har mixet albummet, som Jesper Lidang beskriver som en blanding mellem medlemmernes kærlighed til både Fleetwood Mac og 80’erne, ”varmt, lækkert og vintage ad helvede til”:

“Det nye album samler trådene rigtig godt, for mig personligt og for os som band. Jeg tror i højere grad, at jeg var bevidst om, at jeg skulle prøve at slappe lidt af. Det var vigtigt, at vi fandt sammen igen og lavede en plade til, for jeg følte, at vi havde gang i noget helt særligt. Det betyder noget for os, at folk gider lytte til os. Vi ER jo et popband. Bandets pause fra hinanden har også været med til at definere lyden af det nye album,” fortæller Jesper Lidang:

“”Crush” handler om livet nu og her. Om frygten for at miste jordforbindelsen i altings flygtighed. Om at prøve at holde fast i hinanden. Ansigt til ansigt og hud mod hud. Den handler om kærlighedens mange afskygninger. Både forelskelsens smukke tåger, men også nedturene, når solen står op og rastløsheden sætter ind. Om det arbejde, livet er. “Crush” er melankolien ved aldrig at få ro, men forsøge at stirre dette faktum ved livet i øjnene, frem for at flygte fra det. At forsøge undvige den angst der følger med. “Crush” handler om piger og drenge, kvinder og mænd, om venskab, sex, om at gemme sig under dynen, om skuffelse, svigt, om at forandre sig, og holde sammen ligegyldigt hvad. At gøre sig umage for ikke at forsvinde helt. At være tæt på grænsen til at opgive, måske ligefrem tabe en hel del på gulvet, men alligevel få kæmpet sig op til at se den nye dag i øjnene. De nye potentielle højder og afgrunde.”

Interview med Jesper Lidang
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“Folk kan forvente noget helt specielt, da vi fra koncert til koncert prøver at gøre det til en unik oplevelse at være sammen med os lige præcis på den aften. Vi har både nyt og ældre materiale med og har lavet specielle live-versioner af flere numre, som altså kun kan opleves til koncerterne.”

Hvad har I med af merch?
“Vi har både helt nye ”Crush”-t-shirts og -muleposer med og faktisk også noget ældre merch, som vi havde glemt, at vi havde stående. Der er blandt nogle flotte shirts tilbage fra “The Life And Death Of A Male Body”. Derudover har vi spritnye vinyler med og CD’er med vores album. Masser af gode sager.”

Hvilket er dit favoritnummer at fremføre live?
“Lige nu nyder jeg virkelig at spille “Stepping Out” fra “Crush”, da vi har lavet en live-version, hvor jeg får lov til virkelig at spille guitar på den dér Mark Knopfler-måde, som altid har været et mål for mig at opnå. Melodisk og tilbagelænet helteagtigt. Generelt ændrer yndlingstracket sig dog som regel fra koncert til koncert – også fordi vi ændrer sætlisten løbende.”

Hvordan er jeres seneste koncerter gået?
“De er gået rigtig godt, synes jeg. Det har været dejligt at mærke, at vores fans har ventet på os, og det er bare super-dejligt at stå på scenen igen og præsentere sangene rigtigt – face to face.”

Hvordan vil du beskrive dine bandkolleger?
“Jeg kan bedst beskrive os med min chefs ord, på Sort Kaffe og Vinyl, en cafe, jeg arbejder på ind imellem: ”Jeg har jo altid sagt, at The Rumour Said Fire er sådan et boyband”. Det har han ret i. Bare det dér lidt sky og anti-helte-agtige boyband, som ikke minder dig om andre boybands. Christian er bandets handyman, som ikke kan sidde stille i to sekunder, og som er virkelig god til at lette stemningen, fordi han er sjov, Søren er bandets æstetiker, der helst vil høre emo-countrytunes og snakke om renæssance-malerier, Kasper er det levende wikipedia-leksikon, der altid kan komme med et historisk velfunderet svar på alle dine spørgsmål, eller – om ikke andet – så illustrere din pointe med et yderligere argument fra historien. Jeg er ham, der danser i bandet.”

Hvilket livenavn (band og/eller solokunstner) er dit yndlings – og hvorfor?
“Jeg var for nylig inde på Lille Vega i København og høre Homeshake, hvilket var deres sidste koncert på en lang tour. Deres musik er varm med langsomme beats og soul’ede vokaler, der smyger sig om dig. Det var en meget intim og sexet koncert, selvom bandet ikke gjorde så meget andet end bare at gøre det rigtig, rigtig godt. De var ikke her for at underholde – snarere var de helt smadrede oven på en lang tour, men de leverede deres musik så godt og insisterede på, at det var det vigtigste i hele verden lige præcis den aften. Det kan jeg virkelig godt lide og ser meget mig selv i tilgangen til det at lave en koncert. Der er kommet en tendens til, at bands er blevet underholdning på lige fod med comedy-acts og lignende. Musik skal berøre dig dybt inde og måske ligefrem få dig til at glemme tid og sted – ikke underholde dig. Der er en stor forskel.”

Hvordan vil du beskrive jeres nye album, “Crush”?
“”Crush” er kulminationen på virkelig mange overvejelser over, hvad The Rumour Said Fire skal være, og om bandet skulle fortsætte med at være. Vi har som band været ude i ørkenen og stirre hinanden dybt i øjnene og alle de ideer og overvejelser, der er kommet ud af det, kan man høre på albummet. Det er et rockalbum med sange, der alle forsøger at konfrontere angsten for at miste – at miste troen på at det hele giver mening, at miste kærligheden, at gå i stykker som for eksempel band. Dét at lave et band er som at stifte en lille familie og den slags kan sagtens gå i stykker. Jeg tror, at det er gennem denne tvivl, at behovet for, at vi bliver sammen som band, for alvor er opstået. Det har jo været en lang pause – det må vi erkende – men vi er tilbage 100 procent med “Crush” og er ikke længere i tvivl.”

Hvad er jeres planer for vinteren og foråret?
“Meget mere musik! Mere dans!”

Anders Boserup
Med alt fra skrøbelige salmer til avantgardepop og ambiente klubproduktioner har Anders Boserup gang på gang imponeret sit publikum. Denne aften varmer han op for The Rumour Said Fire som duo med besætningsmedlemmet Carl Philip. Anders Boserup står også bag projekterne Brothers In Silk, Aris Arias, og Patricia International.

Links
The Rumour Said Fires hjemmeside
The Rumour Said Fire på Twitter
The Rumour Said Fire på Facebook
The Rumour Said Fire på Instagram
Anders Boserup på SoundCloud
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.