• The Snotty Punk Parade koncert Atlas Aarhus
  • The NimbWits koncert Atlas Aarhus
  • The Razor Blades koncert Atlas Aarhus
  • Honning koncert Atlas Aarhus

Om koncerten

Et firedobbelt punk-brag er i vente, når The Snotty Punk Parade, The NimbWits og Razor Blades samt ikke mindst aftenens special guest Honning denne aften rammer Atlas.

… Læs mere

 

The Snotty Punk Parade
Siden 2015 har The Snotty Punk Parade ved en række eksklusive koncerter underholdt det aarhusianske rock-publikum med træffere og missere fra de sidste 40 års lokale punkrock-scene.

Foretagendet, for det er et foretagende, består som regel af seniorer fra blandt andre Heroes 2 None, Honning og Dream Police med en pedigree, der peger baglæns til War Of Destruction, The Clochards, The Zero Point og sikkert mange andre.

Spørger man medlemmerne, svarer de, “Det ved jeg ikke” eller “Det kan jeg ikke huske”.

Paraden garanterer en forestilling, der kan vække de døde, og hvor der kan skråles med ved genkendelsens glæde.

Aftenens line-up:
Mike Johansen & Johnny Concrete – Vokal
Max Power & Steen Thomsen – Guitar & Vokal
Mikkel Errboe – Bas og bare tæer
Thomas Golszyk – Tromme & hi-hat

The NimbWits
The Nimbwits har rødderne med sig indenfor punkrock-genren, og københavner-”drengene” fremstår med to hele album og et halvt som et veletableret hovedstadspunkband.

Stilen er mest hård og hurtig punk, men også numre med let kendelige referencer til den klassiske melodiske punkrock er på repertoiret. Læg så oveni lidt ”musikalsk shit” fra metalgenren så har du retningen for en aften i selskab med Nimbwits.

Bandet skriver alt materiale selv uden specielle bagtanker og strategier – det handler mest om at spille og komponere noget musik, ”vi selv synes giver mening at rode med”

Emner som blandt andet alkohol, politik, krig og uretfærdighed behandles og kommenteres frit i NimbWits’ sange – uden ambitioner om at ændre verden betragteligt er der intet og ingen, der kan føle sig sikre på ikke at blive ”evalueret” i et NimbWits-nummer.

Bandets line-up er Henrik Ibsen på ”sang”, Lars Marcussen på bas, Gert Christensen & Martin Bjørknov på guitarer, og Carsten Nielsen på trommer.

Razor Blades
I forbindelse med Pære Punk 40 års jubilæumsfestival på Atlas i september havde de fynske punk/hardcore-veteraner fra The Razor Blades fundet sammen igen for at spille deres første offentlige koncert i 34 år. Det, der skulle have været en enlig svale, blev i stedet startskuddet til en ny runde i manegen. Allerede ugen efter Pære Punk spillede RB på Rockmaskinen på Christiania. Den genfundne gejst hos bandet betyder blod på tanden, og der er allerede adskillige job i kalenderen i 2019 og nye numre på vej.

Det nye Razor Blades er ¾ original besætning. Det vil sige uden Johan Isbrand, men med fornemt selskab af den tidligere Leben und Leben Lassen-guitarist Lars Thomsen. Desuden er “The” forsvundet fra bandnavnet, så det nu slet og ret hedder: Razor Blades.

The Razor Blades blev dannet i Glamsbjerg på Fyn i september 1979 af brødrene Johan og Kristian (Gug) Isbrand. Efter to år med skiftende besætning fandt de i sommeren 1981 en egentlig stabil band line-up, ved at invitere de sidste to brødre i flokken, Martin Isbrand og Søren Mittet, med i bandet. På daværende tidspunkt var gruppen flyttet til Odense, hvor de blev en samlende kraft i skabelsen af et egentligt fynsk punkmiljø. The Razor Blades var sammen med bands som War Of Destruction og Zero Point fra Aarhus og Electric Deads fra Nordsjælland et af landets markante hardcore punk navne i startfirserne.

Bandet udgav en kassette med albummet “Hateful Youth”, split-EP’en “Forhadt Ungdom” sammen med Flere Døde Pansere, samt EP’en “Plastic Messiah”, inden opløsningen i 1984.

Razor Blades er: Kristian Gug Isbrand (gui/sang), Martin Isbrand (tr), Søren Mittet (bas) og Lars Thomsen (tidligere Leben und Leben Lassen) (gui).

Honning
Det juvenilt semipunkede mikrokultorkester Honning fejrer denne aften 25 års jubilæum. Med ufortjent landsdækkende berømmelse opfører Honning nye og gamle hits såsom “Mexico”, “Tissemand Af Guld” og det super-aktuelle krænkelsesbekæmpende nummer “Me Too”. Historisk voksede Honnings ry ud af halvfemserne fra Skanderborg Festivalens amatørscene, hvor bandet efter Aarhus Musikskoles årligt tilbagevendende femtimers jam allernådigst fik lov at optræde, såfremt de spillede nøgne. En hjemmebrændt demo-CD florerede i teltlejre og på højskoler og realiserede den status, gruppen aldrig selv har løftet en finger for at opnå. Trop op på Atlas atten dage efter statsministerens nytårstale og hør lyrik du ej troede sangbart tilsat nogenlunde rytmisk middelklasserock.

Links
The Snotty Punk Parade på Facebook
The NimbWits på Facebook
The Razor Blades på Facebook
Honning på Facebook
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.