• The Bug Vs Earth koncert Atlas VoxHall Aarhus
  • Donny McCaslin koncert Atlas VoxHall Aarhus

Om koncerten

Bemærk: Det er muligt at købe billetter med studierabat, lige som der er et begrænset antal early bird-billetter til salg – disse billettyper tilgås lige som den almindelige partoutbillet via købsknappen i boksen til højre. Herudover kan der købes en billet kun til koncerterne på VoxHall – det gøres hér, og den kan ligeledes købes med studierabat.

Ujazz er Aarhus Festuges stærkt eksperimenterende og grænsesøgende endagsfestival.

… Læs mere

 

Det bliver ualmindeligt, uforudsigeligt og udefinerbart. Det bliver også uhørt, uneasy listening og uvornt. Men mest af alt bliver det bare utvivlsomt ujazzet. Ujazz hylder musik og musikere, der tør gå nye veje. De, der forlader den veltrådte sti og risikerer alt i jagten på musikalsk ukendte territorier.

Line-up
The Bug Vs Earth (billedet)
Lubomyr Melnyk
Bombino
Tarawangsawelas feat. Rabih Beaini
Donny McCaslin
+ TBA

The Bug Vs Earth
Der er tale om to mastodonter inden for deres respektive musikalske genrer, der har lagt deres færdigheder og erfaringer sammen i et fælles projekt, der bevidst sprænger grænser og genrer. Hvor Kevin Martin med aliaset The Bug i mange år har bevæget sig inden for dub, industrial, dancehall og hip hop, har Dylan Carlson fra bandet Earth beskæftiget sig med drone metal, psykedelisk rock og lange, instrumentelle sangstrukturer. Til sammen har de skabt et lydbillede, der med tunge, brede lydflader og langsomme, bastante rytmemønstre, krydret med Dylan Carlsons karakteristiske guitarriffs, tager lytteren med ind i et ambient og filmisk lydunivers. En rejse, hvor man ikke har travlt med at reservere returbilletten. Projektet resulterede i 2017 i albummet ’Concrete Desert’, der er udgivet af Ninja Tune.

Lubomyr Melnyk
Med Lubomyr Melnyk er der tale om en vaskeægte pioner inden for klavermusikken. Melnyk, der har ukrainske rødder, er klassisk uddannet pianist, og han er stærkt inspireret af 70’ernes minimalistiske bevægelse. Han udøver sit helt eget musikalske udtryk efter et princip om én lang kontinuerlig og uafbrudt strøm af lyd. Melnyk er en fantastisk produktiv herre med over 130 udgivelser i bagkataloget. Hans teoretiske og akademiske tilgang til musikken illustreres også tydeligt i en over 300 sider lang afhandling, Melnyk har skrevet om sin klaverteknik. Når han kombinerer sin næsten umenneskelige hurtige teknik med sine komplekse og dragende musikarrangementer, bliver der skabt fortryllende harmonier og tiltalende resonanser, der efterlader lytterne med gåsehud af bare begejstring.

Bombino
Goumour Almoctar, eller Omara ”Bombino” Moctar som han er bedst kendt som, havde ikke de bedste vilkår for at blive rockmusiker, da han blev født i Tidene i Niger i 1980. Han er en del af Tuareg-folket, et nomadefolk der hovedsaligt befolker området omkring Sahara. Tuareggerne er mest kendt som krigere, købmænd og vandrere, og ikke umiddelbart som musikere. Men da Bombino sammen med sin familie måtte flygte til Algeriet på grund af tørke, fandt familien to guitarer på deres vej. Bombino lærte sig selv at spille guitar, og meget imod sin fars vilje førte hans passion for musik ham efterfølgende verden rundt. I 2011 udgav han sit første internationale album ’Algadez’, som blev produceret af Dan Auerbach fra The Black Keys, og i 2016 udgav han albummet ’Azel’, produceret af David Longstreth fra Dirty Projectors. Bombino synger på Tuareg-sproget Tamasheq, som passer perfekt til hans rockede desert blues-musik med sange, der omhandler og protesterer mod de mange væbnede konflikter, der har raseret Niger og resten af Afrika i Bombinos levetid. Bombino udsendte 18. maj i år sit 7. studiealbum, ’Deran’, som løst oversat betyder ’bedste hilsner’.

Tarawangsawelas feat. Rabih Beaini
Den indonesiske duo Tarawengsawelas udsendte sidste år deres debutalbum ’Wanci’, hvor de begejstrede med deres orientalske, tranceindbydende lyd, der tager udgangspunkt i den indonesiske musikgenre ’tarawangsa’. Tarawangsa er en minimalistisk musikform, hvori der kun optræder to instrumenter: ’Tarawangsaen’, der er en form for tostrenget violin og ’Jentrengen’, en syvstrenget citar. Med dem skaber bandet melodier opbygget efter et cresendomønster, der starter langsomt ud og ender i en nærmest dronende og summende finale. Til Ujazz får de selskab på scenen af Rabih Beaini, manden bag det toneangivende Morphine Records, der opdagede Taranwangsawelas og udgav deres debutalbum sidste år. Den libanesiskfødte technomusiker Beaini startede sin musikalske karriere som DJ, allerede da han var 14. Senere flyttede han til Italien og blev hurtigt et hit på den elektroniske scene i Europa. Beaini henter sin inspiration i alt lige fra libanesisk folkemusik, krautrock, Chicago- house, og i nogle af jazzens pionerer som Sun Ra og Miles Davis.

Donny McCaslin
Lyden af David Bowies svanesang kan i år høres under Festugen, når Donny McCaslin med saxofon i hånden og band i ryggen indtager scenen til Ujazz. Bowie var nemlig så glad for McCaslins musik, at han bad ham om hjælp med at indspille pladen “Blackstar”, der endte med at blive Bowies sidste.

Når Donny McCaslin sammen med sit ensemble af yderst kompetente jazzmusikere går på scenen, bliver det lige pludseligt uhyre vanskeligt at sidde stille. Gruppen prøver konstant at udforske nye musikalske territorier med sin groovy fusionslyd, der indeholder elementer af jazz, rock og elektronisk musik.

Det var blandt andet Donny McCaslins unikke lyd og hans udforskende tilgang til musikken, der fangede interessen hos David Bowie, da han besluttede sig for at indspille sit 25. studiealbum sammen med bandet. Det samarbejde resulterede i den grænsesøgende udgivelse “Blackstar”, der endte med at blive Bowies sidste.

Aarhus Festuge er yderst stolte over at kunne præsentere Donny McCaslin Group som en del af årets program til Festugens stærkt eksperimenterende musikfestival Ujazz. Udover McCaslin består bandet af Zach Danziger, Jeff Taylor, Jonathan Maron og Nick Semrad.

McCaslin, der har været nomineret til tre Grammyer, er som navnet antyder frontmand i bandet med sin fantastisk overlegne saxofon, og sammen med resten af bandet tager han konstant deres altid improviserende jazzsound i spritnye retninger.

Donny McCaslin udsendte sit seneste album ‘Beyond Now’ i 2016, hvilket var inspireret af samarbejdet med, samt en hyldest til, David Bowie. Donny McCaslin arbejder desuden i øjeblikket på et album sammen med Mark Kozelek (Red House Painters, Sun Kill Moon) og Jim White.

Link
Aarhus Festuges hjemmeside

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.