• Ulige Numre koncert VoxHall Aarhus
  • Navneløs koncert VoxHall Aarhus

Om koncerten

12. november: Vi har fanget Carl Emil Petersen fra bandet til en kort snak om koncerten – læs mini-interviewet længere nede.

Ulige Numre spiller vidunderligt medrivende dansksproget rock af den både melankolske og opløftende slags og har i frontmand Carl Emil Petersen en af landets ypperste sangskrivere.

… Læs mere

 

Om Ulige Numre
Ulige Numre udsendte den 13. april deres andet fuldlængde-album, “Grand Prix”, som blev beskrevet som et seriøst bud på et no-nonsense, moderne og meget direkte kommunikerende dansk rock-album. I front for Ulige Numre står Carl Emil Petersen, som på dette album selvsikkert og uden tøven slår sit navn fast som en af den yngre generations mest begavede sangskrivere. Med et udtryk som helt naturligt emmer lige så meget af nødvendighed som af kærlighed. Fra singleudspillet “Halvnøgen”, der sultent, rastløst og skamløst åbner med sit omkvæd, til den forrygende ballade “Frit Land”, der byder på Carl Emil helt alene med sin guitar. Over store rocksange som “Racerhjerte” og “Os Idioter”, der samtidigt viser, hvor præcist bandet Ulige Numre hver gang rammer den stemning, de nu engang sætter sig for. Foruden de nye sange vil Grand Prix Tour 2015 også byde på sange fra de to foregående udgivelser, EP’en Ulige Numre, der blandt andet indeholder sangene “København” og “Navn I Sne” samt debutalbummet “Nu Til Dags”, der blandt andet bød på “Blå” og “Dansk Vejr”.

Beslægtede navne
Folkeklubben
Christian Hjelm
The Minds Of 99

Anmeldercitater
“Sammen med andre veldrejede småmelankolske rocksange som den underspillede hjems(t)avnssang ’Planter’ og den både søde og bittersøde ’Før jeg mødte dig’ er de to førnævnte sange [“Racerhjerte” og “Frit Land”] pladens melodiske spydspidser, og de gør ’Grand Prix’ til en værdig opfølger til den fremragende debut, ’Nu til dags’.” (Politiken, 2015 – læs hele anmeldelsen)

“Carl Emil Petersen og Ulige Numre har begået et blændende dansk rockalbum.” (BT, 2015 – læs hele anmeldelsen)

Mini-interview med Carl Emil Petersen
Hvad kan publikum forvente af koncerten?
“De kan forvente et toptændt orkester, som stadig lever højt på sidste weekend, hvor vi både spillede et udsolgt Vega og hev to priser med hjem fra Danish Music Awards. Men at spille Aarhus er altid specielt for os, så det bliver ikke svært at motivere drengene.”

Hvad har I med af merch?
“Vi har udover plader og CD’er to forskellige t-shirts. En pæn og en grim. Og de er prissat derefter. Så har vi også en Grand Prix Tour-kaffekop med racertern, som vist går som varmt brød.”

Hvad er det bedste ved at være på turné?
“At komme ud og høre folk synge med på sangene, møde vores publikum og selvfølgelig sammenholdet og tourlivet, som jo altid har sine overraskelser. Vi prøver altid at komme ud og besøge det hyggeligste og mest stemningsfulde værtshus i den by, vi nu besøger. Nogle steder er farligere end andre.”

Hvad er det bedste ved at komme hjem fra en veloverstået turné?
“Det er ikke særlig fedt at komme hjem fra tour. Man savner den gode mad og alle de faste tidsplaner. Derfor går jeg altid igang med at arbejde med nye sange, indspille demoer og skrive tekster. Hvis ikke jeg er igang med noget, bliver jeg rastløs.”

Navneløs
Navneløs er et fem mand (m/k) stort orkester, der laver alternativ dansksproget rockmusik. Orkestret debuterede med “EP” i 2012, som modtog store roser fra den danske presse. Med vinden i ryggen indtog Navneløs større scener på blandt andet Roskilde Festival og Smukfest i 2013, og debutalbummet “Værk” røg på gaden i februar 2014. Fra “Værk” kom blandt andet singlen “Tænkt på et sted”, som lå på DR P3’s Elektriske Barometer i de maksimale otte uger, samt den smukke “Stille””, hvis musikvideo blev nomineret til en Nordic Music Video Award. Navneløs udgøres af Andreas Ledet (gt, kb), Frederik Fogde (trommer), Johan Kruse (gt, kb), Lin Rosenbeck (vox) og Mads Ege (bas).

Links
Ulige Numres hjemmeside
Ulige Numre på Facebook
Ulige Numre på SoundCloud
Ulige Numre på Twitter
Navneløs’ hjemmeside
Info om handelsbetingelser m.m.

0 Anbefalinger

Vil du anbefale denne koncert til andre?

Anbefal denne koncert

Din anbefaling af denne koncert

Alle anbefaling skal godkendes af en administrator.